Den første – eller There can be only one

Jeg lovede en liste, så her kommer den første af 5 bøger, der har haft en særlig betydning for mig.

Dette er uden tvivl den bog, der har haft størst indflydelse på mit voksne liv, men også den bog der har voldt mig størst kvaler og flest frustrationer. Hvis vi var en facebook- status ville der nok stå “it’s complicated”. Det er selvfølgelig…

Bibelen

Der er mange grunde til at Bibelen havner på min liste. Bibelen er ikke stor litteratur. Tvært imod. Sproget er simpelt, gentagelserne mange og persontegningen ofte endimensionel.

Men hvad den mangler i litterær kvalitet, gør den god for med sine ætiologier, sine (til tider ufrivillige) humoristiske indslag og dens langt fra entydige ”moraler”. Den er en bog med noget på hjertet.

Og så er Bibelen den eneste bog, der har bragt mig så mange gode venner,  samt et indgående kendskab til intet mindre end tre døde sprog, utallige varianter af verbet “at bedække” og uanede mængder af sved på panden.

Min trofaste følgesvend

 

Bibelen og jeg vil nok bokse med hinanden resten af mit læsende liv, da jeg ligeså ofte som jeg finder mening, finder passager jeg tager anstød af, forundres over eller fnyser frustreret over.  Og efter min mening er det netop det der kendetegner god litteratur. At det kan røre en, at det kan rykke en og at det kan opmuntre en.

Belieber eller ej kan jeg kun anbefale dig at give den gode bog et skud.

 

 

 

 

Giv mig 5!

Engang da jeg ikke var forælder, brugte jeg en hel lørdag på, sammen med mine venner at fortælle om de fem musiknumre/kunstnere, der havde haft en signifikant betydning i vores liv. Sådan en slags sound- track–of-our-lives- ting.

Den slags ville selvfølgelig være utænkeligt nu, hvor alle dem jeg kender har børn og karrierer, der kræver al den tid vi førhen brugte på fordybelse og selvoptaget navlepilleri.

Men dengang skulle man bare diske op med en kande kaffe, et konfirmationsanlæg og lidt hjemmebag og så rev folk gerne en dag ud af kalenderen. Herregud, den uddannelse rendte jo ingen steder. KUA lå der jo også i morgen.

I en interimistisk rundkreds bestående mestendels af genbrugsmøbler og hemmelighedskræmmeri, gik en verbal musikdeling i gang.  En efter en indtog vi den store, polstrede, røde lænestol og berettede om hvilke numre, der havde ledsaget os gennem teenageår, første forelskelser, fuldskab og galskab.

Det var sårbart, morsomt og ikke mindst fællesskabsdannende. Musikken var adgangsgivende til dele af hinandens liv som vi hidtil ikke havde kendt. Ikke sådan forstået at skeletterne hobede sig op på gulvet i den lille to – værelsers, men vi fik gennem musikken mulighed for at tage del i minder og oplevelser, som vi ikke tidligere havde haft adgang til.

Min liste så dengang sådan her ud:

Noter fra dagen

- The Beatles

fordi hele 5. klasse på Sdr. Jernløse skole i 1989 levede vores indre hippiedrøm ud, med sandaler, fletninger og fiffig batik. Vores lærer var sygemeldt det meste af året og alt var præget af en meget fri stemning, sådan lidt Obla-di-obla-da-agtigt.

- Et mixbånd

I 7. klasse begyndte der en ualmindelig sød, nordsjællandsk kostelev i min klasse. Han hed Mads. Mads var som alle bad boys leveringsdygtig i rebelsk musik og fra ham fik jeg et mixbånd med Guns N’ Roses, Skid Row og så naturligvis Alice Cooper og sangen Poison. Det var et bånd som blev råhørt i walkmanen og som kom til at betyde noget ganske særligt, da Mads senere på skoleåret døde.

- The Lemonheads

Fordi det var den første koncert jeg var til i København. Vi skulle sove hos min venindes morbror og tante, der for os landbørn boede i København, men som i virkeligheden boede i Herlev. Da The Dando havde brummet færdig, var det sidste S-tog kørt og den spirende følelse af uafhængighed og hey-se-mig-jeg-er-voksen visnede hastigt, da vi kolde og lidt skræmte over storbyens natteliv krøb ind på bagsædet af morbror Eriks bil

- Lionel Richie (Easy)

1999 var et dårligt år. Kort og godt. Jeg læste russisk på universitetet og kendte ingen i København. Jeg var ensom og ked af det og savnede mine venner, der alle sammen enten stadig gik i gymnasiet eller levede eksperimenterende liv på højskoler.

En dag stod jeg og strøg, mens jeg hørte Lionel Richies sang Easy. Da han nåede til andet vers og linjen I’m just not happy when I try to fake it, var det et eller andet der faldt på plads inden i mig. Jeg besluttede at droppe ud af studiet og i stedet lave noget der gjorde mig glad. Det betød at jeg i en lang periode så Antiques Roadshow og The Royal Flying Doctors, mens jeg prøvede at finde ud af hvad det hele skulle ende med.

-  Oscar Danielsson

Da jeg havde slikket sårene og var kommet mig over min universitetshåndskyhed begyndte jeg på teologi.  Jeg mødte ikke Gud, men jeg blev til gengæld præsenteret for en svensk singer/songwriter, der kom til at følge mig gennem resten af min studietid, nemlig Oscar Danielsson. Tak, Christian, fordi du ville dele. Det havde ikke været det samme uden.

Og hvad skal alt det her listeri så til for? Jo, jeg kom til at tænke på at ligesom musik har haft en enorm betydning i mit liv, således har litteraturen det også. De næste par dage vil jeg dele min nuværende top 5 over betydningsfulde bøger i mit liv. Og I skal være velkommen til at dele jeres også. Så giv mig jeres 5!

Forår

Der er mange forskellige slags forår. Der er scherfigske forår, hvor pligt sættes over behov. Hvor liderligheden gemmes af vejen til fordel for famula, famulam, famulae, famula, famula.

Der er frie og forelskede forår hvor alt ligesom står lysere og hvor det natmørke vand i søerne har den helt perfekte temperatur.

Der er fulde forår hvor tåger og huller kun lader fragmenter dukke frem af hukommelsen.

Der er fødende forår hvor liv kommer ind i verden. Hvor skrig og ømme, materiefyldte bryster, lort og højtbelagt smørrebrød er den ny verdensorden.

Og så er der forfærdelige forår, hvor mennesker man elsker forsvinder og hvor man må tage afsked og af - sted for evigt.

Hvad siger man til et menneske der skal dø?, tænkte jeg og prøvede på én og samme tid at se og ikke at se på min morfar, der lå lille og kræftsyg i den store hospitalsseng.

Det eneste jeg kunne komme i tanke om, var det jeg vidste, jeg ikke måtte sige. At farfar var død. For et par dage siden. At jeg var kommet hjem og havde set fars jakkesæt hænge i gangen. At vi havde drukket kaffe, mens uret tikkede og farfar lå kold med forårets første anemoner mellem hænderne i stuen. At vi havde sunget i kapellet og at vi havde sænket kisten ned i den forårsfriske jord.

Min mor var gået ud for at ordne nogle blomster og nu sad jeg der alene med min morfar, der snart skulle dø. Og jeg var mundlam og pisseræd. Fanget og utilpas. Vi var i det øjeblik ubærligt fremmede for hinanden. Og min febrilske small talk om vejrets omskiftelighed afhjalp ikke den knudrede mur af ubehag i rummet. Det var den sidste samtale jeg havde med min morfar, der døde samme nat.

Jeg ville af så mange grunde ønske, at det havde være mit 34-årige jeg, der havde siddet der ved sengen og ikke en uprøvet, følelsesangst teenager. Sorgen og tabet ville ikke have været mindre, men det tror jeg frygten for døden ville.

Annas himmel (2013)af Stian Hole handler om de store ting i livet og i døden. Anna og far har travlt. Eller far har travlt. Anna er nemlig ikke helt klar. Hun hænger med hovedet nedad på sin gynge, mens blade blæser i vinden og far tripper i baggrunden.

Far og Anna har mistet mor. Det står i skyerne, i de tomme papkasser og i den knækkede perlekæde, men ikke i teksten. Det far har så travlt med at nå, er mors begravelse i den kirke hvis klokker kimer så utålmodigt på den anden side af fjorden. Men selvom klokkerne kalder, er Anna ikke klar.

I stedet tager hun far med ud på en rejse mellem himmel og jord og får undervejs skabt et fælles rum for den sorg de begge bærer på, men som de hidtil ikke  har været i stand til at dele.

Holes collageagtige illustrationer og tekst folder en historie om sorg, tab og teodicé ud, der efter min mening ikke har lige. ”I dag er der nogen der sender søm ned fra himlen. Det var ikke sådan det skulle være, siger far. Nej, hvisker Anna, men i morgen kommer der måske jordbær med honning.”

Og når tårerne efter første, anden, tredje… gennemlæsning er tørret bort kan man gå på eventyr i illustrationerne, der bliver ved at afsløre nye hemmeligheder, der føjer til fortællingen. Og hvis man har læst og elsket Stian Holes bøger om drengen Garmann er det mulig man støder på gamle bekendte som fx Elvis og ondskabsfulde Roy.

Der er intet så smukt som denne bog og selvom det er tidligt på bogåret, tøver jeg ikke med at kalde dette for en af 2013 litterære højdepunkter.

En anden pragtudgivelse om tab og sorg er Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss Rævefælden (2012).

Gustavs kanin er død. Det er ræven der har taget den. Far serverer  nyheden over morgenmaden. Råt for usødet. Lige i fjæset. Gustav overvældes af sorg, men far siger at ”store drenge græder altså ikke over en død kanin!”

Så Gustav forsøger at være en stor dreng. Hans sorg bliver til had og hadet bliver til hævntørst. Ræven skal dø. Udstyret med fars gevær går Gustav på rævejagt.

Men mens Gustav har travlt med at gøre regnskabet op, mister han sig selv.  Han myrder løs i en sand blodrus og bliver et dyr. En ræv. Ræve-Gustav.

Metamorfosen er fuldkommen og først i mødet med den anden, drengen Paw, kan Gustav blive menneske igen. Paw ser nemlig Gustav som mere og andet end et dræbende dyr. Han ser smerten, frygten og sorgen. Han ser mennesket Gustav.

Scherfig og Dickmeiss har i fællesskab skabt en fortælling om det at miste. Både dem man elsker, men også sig selv. Teksten er råkost og illustrationerne er syrede, dickmeisske grotesker holdt i sort/hvid. Det er en heftig herlighed, som jeg på det varmeste kan anbefale!

Det er litteratur-godis. Mesterværker, siger jeg jer! Så hvis man trænger til en hyggetuder eller bare godt vil forkæle sig selv med lidt sorglitteratur, er det bare om at komme af sted. Det er jo forår for pokker!

En blandt mange…

Her hjemme er det jo bogdag hver dag, men på internationalt plan er det altså dagen i dag, den 23. april, der skal bære alverdens litteratur på sine skuldre.

Spredte arrangementer, dog mest for voksne, kan findes på forskellige biblioteker og i kulturhuse rundt om i landet.

Her på bloggen festligholder jeg dagen med en buket af de fineste børnebøger. Fra mig til dig.

# 1 Rævefælden (2012)af Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss.

Rævefælden er en historie om tab, sorg og hævn og om at miste sig selv så meget at man helt forsvinder. Gustavs kanin bliver ædt af ræven og Gustav sørger over sit tab. Men Gustavs far forbyder tårer og i stedet forvandles Gustavs sorg til hævntørst. Ræven skal dø! Men hævnen kan være svær at kontrollere og Gustav forsvinder i en blodrus. Han dræber og dræber, indt til han ikke længere er Gustav, men et dyr- en ræv. Ræven Gustav bliver fanget, smidt i et bur og udstillet på en markedsplads og kun i mødet med drengen Paw, kan hans menneskelige side igen træde frem. Gustav kommer ved Paws hjælp igennem sorgen og ud af sit fængsel. Gustav bliver Gustav igen.

Rævefælden er et blændende sort/hvidt mesterværk, der hudløst ærligt viser alt det grimmeste og alt det smukkeste i mennesker. Det er, efter min mening, en af de bedste udgivelser i 2012.

# 2 Julie sælger en dreng (2011) af Bjørn Arild Ersland, illustreret af Lilian Brøgger.

Julie vil lave en butik med bord og saftevand og alt en ting. Far hjælper med at sætte boden op og lillebror Jens må også godt være med. Salget går lidt trægt, men endelig er der kunder i butikken. Der er bare det at kunden, en gammel dame, vil købe Jens. Lidt nølende ender Julie med at sælge sin lillebror for 50 kroner. Julie er ked af det. Hun skammer sig og gemmer sig for far.

Hvad læseren i modsætning til Julie godt ved er at den gamle damer er far i forklædning. Efter mange tårer og en genforening med Jens ender historien lykkeligt med et besøg i den lokale isbutik.

En af historiens bedste momenter er for mig, da far efter han har hjulpet med at stille boden op, siger at han lige vil hvile sig lidt, for derefter på næste opslag at tage kjole, højhælede og læbestift på. Jeg var, i den korte stund det varede, utrolig begejstret for transfar. Begejstringen  forsvandt dog ikke, for historien er ganske enkelt god og yderst læseværdig.

Jeg kan også anbefale opfølgeren Julie laver en kat (2012).

# 3 Gitte og gråulvene (2000) af Pija Lindenbaum.

Gitte er en forsigtigper, der ikke udfordrer skæbnen ved at springe ned fra legehustage, røre ved regnorme eller ae hunde. Men en dag da børnehaven er på tur bliver Gitte væk. Alene i skoven møder hun gråulvene, der til at begynde med ikke er begejstrede for ubudne gæster. Gitte bliver i selskab med ulvene et anderledes modigt og tonesættende barn. Her er det hende der bestemmer, finder på og tør. Og da Gitte endelig skal hjem igen er det med vemod de nye venner skilles.

Pija Lindenbaum er altid god. Færdig. Bum. Hun skildrer børn på deres præmisser og har et utrolig fint blik for hvilke regler og mekanismer der gør sig gældende små som store mennesker i mellem.

# 4 Ærtehalm – Mug i Blåvandshuk (2012) af Tina Sakura Bestle og Anne-Marie Donslund.

De siamesiske tvillinger Ærte og H er i bind to med deres far og søster på cykelsafari i det nordjyske. Turen byder på mysterier, hemmeligheder og bunkers fyldt med ubehageligheder. Endvidere bliver far verliebt i den lokale ismagerske og de allers uadskillelige søstre bliver uvenner over en mekanisk protese.

Historierne om Ærte og H er skøn litteratur for de lidt større børn, og ja, lad os da være ærlige, også for de lidt mere voksne. Det er uhyggeligt, sjovt og originalt og jeg glæder mig allerede til det næste eventyr.

Så kom jeg til vejs ende. Hvis du har en anbefaling til mig på denne herlige dag, så skal du være velkommen til at poste den i kommentarfeltet.

Milde Moses! Eller historien om hvordan en mand gik op på et bjerg og kom ned med horn i panden

Kalkmalerier er herlige. Ingen tvivl om det. Men af og til er de også besynderlige, uforståelige og sjofle. Fulderikker med brækspande, blottede bagdele og onanister smykker kirkehvælvene i det ganske land. Ofte uden særlig relation til det øvrige billedprograms budskaber.

De er kuriositeter eller vulgære ventiler om man vil. Vi kan måske undre os over hvilken berettigelse de har haft i et helligt rum. Har de været til skræk og advarsel? Har de fungeret som dydighedsprøvelser? Buddene er mange og svarene er få.
Men selv om vi ikke forstår deres funktion, kan vi sagtens forstå deres betydning, da de afbilder genkendelige situationer og almenmenneskelig opførelse.

Andre skildringer er mere kryptiske. Det kan være gengivelser af for længst glemte fabeldyr eller -mennesker som fx skiapoden, der ifølge middelalderskriftet Lucidarius skulle leve i Asien og være udstyret med en kæmpemæssig fod og en ditto libido. Foden brugte skiapoden angiveligt til at skygge for den stegende sol.

En anden af disse spøjse skildringer er en herlig bastard, undfanget i uvidenhed og siden fejlbehæftet gengivet i litteraturen og billedkunsten. Der er selvfølgelig tale om den hornede Moses.

Da de hebraiske hellige skrifter skulle oversættes til latin og indgå i den kristne bibel, den såkaldte Vulgata, gik noget galt. Hebraisk ord består groft forenklet af en mængde rodbogstaver med konsonantværdier. For tåber, som fx teologistuderende eller andre fremmedes skyld, er der i Biblia Hebraica kastet en passende håndfuld vokaler ind, men så heldig var den første oversætter ikke.

Ganske vokalløs gik oversætteren til opgaven og da vedkommende nåede til Exodus skildring af Moses tilbagevenden fra sin bjergvandring opstod miseren og rodbogstaverne ’qrn’ blev i stedet for ’lysende’ eller ’skinnende’ til ’hornet’.

Moses med horn i Bellinge kirke

Denne oversættelsesfejl kom til at præge den måde hvorpå Moses blev gengivet de næste mange hundrede år. Mest kendt er Michelangelos statue, der kan ses som afstøbning i Davids samling i København. På kalkmalerifronten kan Moses med horn findes i blandt andet Kirkerup kirke(hvor han længe blev fejlidentificeret som profeten Esajas, fordi han sidder i et besynderlig bådlignende fartøj med hjul) og i Bellinge kirke, der kan prale med dobbelt op på Moses.

Hornene blev altså ved en slåfejl et attribut på lige fod med tavlerne og staven og tjente til identifikation i fx kirkerummene i Danmark. Og det er et mærkværdigt attribut, for normalt findes de hornede herrer i umiddelbar nærhed af helvedsgab og svovltunger og er alt andet end udtryk for noget helligt.

Men på lige fod med andre særheder som fx gigantiske fallosser, stjærter og horebukke, fik den hornede Moses en plads i hvælvene i kirkerne. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den danske folkekirke har plads til forskellighed.

I evighedernes evighed vil der kanske sidde en oversætter med røde ører og give en kvajebajer eller to, men personligt sender jeg ham en kjærlig tanke, hver eneste gang jeg ser en hornet Moses. Det minder mig nemlig om vigtigheden af at kunne læse teksten selv og om hvor let det er at gå fejl af hinanden når man ikke taler det samme sprog.

Boller op og boller ned…1. del

De seneste år har Sex og Samfund helliget uge 6 til sex. I ugen inden skolernes vinterferie vælter landets skoleklasser sig i forplantning, lyst, beskyttelse, orgasmer, familieformer og det eviggyldige spørgsmål om hvad der er normalt.

Allerede inden uge 5 var blevet til sex var der nogle, der havde behov for at få lettet trykket. Dansk Folkeparti følte at der blev begået overgreb mod de yngste elever, fordi en del af undervisningsmaterialet udviklet af Sex og Samfund, bestod af en video om drengen William og hans to mødre. Kernefamilien var i fare og børnene skulle beskyttes. Man fornemmede næsten at Holger Danske var klar til rejsning og at katakomberne under Kronborg skælvede af vellyst.

Jeg tænker at Sex og Samfund må være yderst tilfredse med den gratis pressedækning og med at man om end kun for en stund, havde engageret den voksne generation i debatten om sex og seksualoplysning.

Selv voksede jeg op i en tid præget af frygten for AIDS og deraf også en frygt for sex. Jeg var et regulært encyklopædi når det kom til fakta om sex, det være sig smittefarer, risici ved ubeskyttet sex, stadier for forskellige kønssygdommes udvikling, menstruationscyklusser, graviditet og så videre og så videre og så videre. Og hvad jeg ikke vidste kunne jeg få svar på i Mix sexbrevkasse hvor der altid var en der var bange for at hun var blevet gravid af at få finger. Det var dejligt og sikkert at have viden. Sex derimod var umanerlig farligt.

Oplysningskampagner lærte os at fløjte og elske den man elskede og så var det ellers bare på med dutten, Danmark. Det var lunt og med et glimt i øjet, gerne sovset ind i en sang, for sådan var det i 80’ erne i Danmark. Men kampagnerne lærte mig ikke, ikke at være hunderæd.

Heldigvis lærte jeg det selv. Hen ad vejen. Jeg håber at uge sex kan hjælpe en masse børn og unge med ikke at være bang og ikke at være tankeløse, men lige præcis så oplyste at de behandler sig selv og andre med respekt, kjærlighed og omsorg. Uanset hvem de vælger at have sex med.

Til de nysgerrige – en bog om seksualitet og forplantning (2011) er skrevet og illustreret af Marie D. Christiansen. I et simpelt og let forståeligt sprog guides læseren gennem tissemænd og tissekoner (tegnet med rødt), orgasmer, forskellige seksualiteter, her i blandt homoseksualitet og børns seksualitet og så selvfølgelig det faktum at nogle mennesker hellere vil spille guitar og dimse rundt i haven end at have sex. Afslutningsvis efterlades læseren med dette rammende udsagn: ”Stort set alle mennesker piller faktisk ved deres tissemand eller tissekone en gang imellem.”

Hvad er kærlighed (2002) skrevet og illustreret af Pernilla Stalfelt handler om kærligheden, den fysiske såvel som den emotionelle. I korte præcise sentenser gennemgår forfatteren faktuelt kærlighedens forskellige udtryk. Det kan fx vær kærlighed til kage, kærligheden til en pæn musling eller kærligheden mellem to kvinder. På den lidt tungere side behandles mangel på kærlighed og ulykkelig kærlighed også.

For andre bollebøger kan du se her. Og hvis du er til mere knald, så kan jeg varmt anbefale dig at gå et smut i teateret og se Engle i Amerika.

En forsinket status

Oprindeligt havde jeg skrevet et lille indlæg om året der gik. Optur og nedtur, flyve, lyve, le og la’ vær’… som Søren Kragh sang så smukt for så mange somre siden.

I det indlæg havde jeg blandt andet godtet mig over at jeg havde gået et fuldt år uden at skulle prikkes og nipses i af min stam- og yndlingsortopædkirurg, Lasse Garde. Og det kan jeg såmænd stadig lune mig ved, men smerten i mit højre knæ indikerer at mit agile momentum er tilendebragt, og at 2013 bringer en tur på briksen, humpen og smertestillende medicin med sig.

Men tilbage til 2012. Det blev et år med masser af kirke, skyld og skam, spejl og slut, tårer, nye venskaber, rødvin, sprog, uddannelse, genvordigheder, kjærlighed, udmattelse, Matador, syning, a-kasse, jobcenter, frustrationer, historiefortælling og ikke mindst en sand syndflod af børnebøger.

Nogle af årets absolutte stjerner var for mig

#1 Jag älskar Manne af Pija Lindenbaum

En billedbog for de alleryngste, der handler om venskab, jalousi og hundetis. Kort og godt et trekantsdrama, der udspiller sig i en sandkasse.

Med utrolig enkle virkemidler formår Lindenbaum at skabe spænding, genkendelighed og sluttelig komisk forløsning for læseren, såvel som oplæseren.

#2 Känslornas pekbok af Hanna Albrektson

Det er præcis hvad det lyder som, en pegebog fuld af følelser. Hvert opslag viser en fugl, der er i sine følelsers vold, hvad enten det drejer sig om vrede, overraskelse, glæde eller coolness. Det er simpelt, men yders effektfuldt og inviterer til videre samtale.

#3 Verdens stærkeste mand af Kim Fupz Aakeson, illustreret af Lilian Brøgger

At være stor og stærk er ingen kunst. I alt fald ikke for verdens stærkeste mand, der jonglerer med Fiat 500’ ere og kameler i en uendelighed. Det svære er at tage det skrøbeligste mellem sine store grove hænder uden at få det til at gå sønder. Derfor må verdens stærkeste mand gå i skarp træning da hans slangemenneskekone, Nora Johannesen, føder en lille baby. Han må ganske enkelt nedtrappe sin styrke. Læseren følger hans bedrift fra cirkushest til æg og det samme gør en bekymret cirkusdirektør, der ser indtjeningen forsvinde mellem sine fingre. I sidste ende går det hele dog op i en højere enhed, da hverken babyskaller knuses eller cirkuser går fallit.

#4 Biblia Pauperum af Oscar K, illustreret af Dorte Karrebæk

En teatertrup af udviklingshæmmede opfører Jesus liv, død og opstandelse. Det er mageløst og svært at forklare. Vi kigger på, tilpas distanceret fra det hele, mere eller mindre bevidste om at det vi ser, er en fortolkning af en fortolkning af en fortolkning. Uden begreb om hvad der er rigtigt, hvad der er skuespil og hvad vi skal tage for gode varer. Men når man slipper det, forhippetheden på at finde hoved og hale i det hele, og bare lader sig forføre af Karrebæks vanvittige dragende illustrationer, beriges man med en noget nær enestående læseoplevelse.

#5 Vem är du? Af Pernilla Stalfelt

Pernilla Stalfelt har forfattet nogle af mine yndlingsbøger. Hendes seneste udgivelse handler om tolerance og er bygget op på samme vis som hendes øvrige faktabøger.

Stalfelt tager det diffuse begreb tolerance under kjærlig behandling og vi lærer at det kan føles mest bekvemt kun at gå op i den salat man selv dyrker på altanen, sin egen kat og sin egen familie. Vi lærer også at ulige børn måske leger pissegodt, hvis de bare får lidt tid. Slutteligt lærer vi også lidt om den gyldne regels herligheder.

Det er virkelig godt!

#6 Lille lort af Tina Sakura Bestle, illustreret af Anna Jacobina Jacobsen

Henry er en lille lort. Det er i alt fald det Gregers og de andre drenge kalder ham, når de ondskabsfuldt mobber ham. En dag bliver Henry ført væk af en sær mandsperson, der kalder ham for ”kropsinspektør”, og har evnen til at ændre Henrys pruttelugt fra lort til lakrids. Under kropsinspektionen spørger Henry om han kan få vinger, ligesom den statue han holder af at ligge under. Men med spørgsmålet stadig hængende i luften bliver Henry vækket af den sære pige Sille. Svaret får han dog senere på dagen, da Gregers og hans kumpaner har jagtet ham op i et træ, og han fuld af tillid lader sig falde fra grenens sikkerhed.

Det er en bog i den pebrede ende, men den er et lille kunstværk og derfor alle skejserne værd, synes jeg.

Og der var så mange andre bøger i løbet af året, men min liste stopper her. Du skal som altid være velkommen til at komme med tips. Nu vil jeg brygge mig en kop af den varmeste. Godt nyt læseår.