Kender du den om…

Traditioner. For nogle et fintmasket sikkerhedsnet, der med sin pikante blanding af plejer og altid er garant for at julen ikke tabes på gulvet. For andre et regulært minefelt, hvor man febrilsk prøver at læses andres tanker og tænde så få mennesker af som muligt.

I ethvert parforhold finder der prægning sted. Det kan være mere eller mindre omsiggribende og spænde fra det harmløse indkøb af den udkårnes yndlingspålæg til den mere omfattende jeg-har-glemt-hvad-jeg-selv-kan-lide-og-har-ikke-klædt-mig-selv-på-i 30-år-så-nu-spørger-jeg-hvem-som-helst-om-jeg-kan-have-det-her-på-ud-hvis-min-partner-ikke-er-der-til-at-sige-god-for-mig.

(Her vil somme falde ind med kommentarer om hvilke køn, der gør hvad og hvor typisk det er og at nogen skulle have noget mere pik og andre få noget hår på brystet. Den lukker vi her. Det er trods alt en blog om børnebøger).

Uden at lyde for frelst, vil jeg hævde at min mand og jeg er vældig gode til at holde af hinanden med alt hvad den anden så i øvrigt har hevet med sig ind i forholdet. Det være sig punk, persienner og bed rollers. Eller ost, kød og et skødesløst forhold til togenes afgangstider.
Vi finder ud af det. Bekymrer os en anden gang.

Men på et punkt er reglen om multivers sat til side. I december hersker univers. Skønne, dejlige, magiske december, der både rummer fødselsdag og jul. Her formår jeg meget lidt at være åben over for ideer eller tiltag, der ikke indgår i kanon.

Tag fx min og mandens første december sammen. Den var grim. Slet og ret. Jeg græd bag en busk i et vintergråt, vestsjællandsk sommerhusområde, mens jeg hikstende og under mangelfulde antenneforhold, prøvede at forklare min mor hvilken uret, der var blevet begået mod mig på min fødselsdag. Jeg er ikke stolt over forløbet, men jeg opførte mig som et forurettet barn og håbede alt, alt for længe på at mine forældre ville dukke op, som stærke retfærdighedsengle og ordne sagerne. Det gjorde de ikke.

Sagen er at jeg nok ikke kan sige mig fri for, at have præget min mand i en særlig decemberretning. Det er selvfølgelig sket på subtil og klædelig vis. Til fælles bedste. For det er jo klart for enhver at brunkagebagning til hver en tid slår sommerhusgråd. Og at jeg til trods for det stadig er en helt i toppen type dame.

December står på den anden side af døren og er ved at banke træskoene af. Vi plejer som mange andre familier at følge dagene på vej med en god bog. Men hvilken en skal man vælge?

I dag får I tips til billedbøger og i morgen følger kalenderbøgerne.

Julegys hos mormor og Svend (1998) af Karin Hultman Jensen med illustrationer af Peter Malherbes Jensen handler om et umage pars juleforberedelser og lidt om et spøgelse på loftet. Regnormen Svend bor i en pelargonie i mormors køkken. Han har en hængekøje og en lænestol og får dækket de basale fornødenheder, såsom mad og selskab af den ældre kvinde, mormor. Ormen og mormor bager peberkager, går Lucia og løser måske mysteriet om spøgelset på mormors loft.
Bøgerne minder på mange måder om Sven Nordqvists Peddersen og Findus-fortællinger og vil være et glimrende højtlæsnings alternativ, hvis man er kørt lidt surt i det velkendte.

Os fra Blomsterkvarteret – Den dag vi holdt julemarked på skolen (2013) af Dy Plambeck, illustreret af Charlotte Pardi handler om formildede, vrede frisører, grå hestehaler og Cykel-Ursulas juletræer.
I Snogstrup skal der være julemarked på skolen. Vennerne Agnes, Tobias, Mikkel og Lara glæder sig. De henter skolens juletræ hos den excentriske Cykel-Ursula og hendes mand Sigurd Skrot, der altid går rundt med en tehætte påhovedet. På vejen hjem bliver de anråbt af den sure Freddy Frisør, der truer dem med en klipning. Julen er en forfærdelig tung tid for Freddy, fordi han på selveste juleaften år forinden er blevet forladt af sin kone. Heldigvis venter en Vivi i kulissen og julen, humøret og det hårde hjerte bliver reddet i tide.

Julemandens jul (2013) af Kim Fupz Aakeson, illustreret af Siri Melchior er historien om Julemanden som du aldrig har hørt den før. Julemanden døjer med stress. Han ryger for mange smøger og drikker for meget kaffe. Det er noget værre rod. Og for at føje spot til skade, så er sækken gabende tom, da han møver sig ned gennem skorstene hos det sidste barn på ruten. En dreng i Rødovre endda. Men heldigvis er alle drenge på Vestegnen ikke sådan nogle Robert Hansen og Daniel Agger-typer, der går fuldstændig bersærk og hysser op over en manglende gave/kokain/spilletid, så alt ender godt. Også for Julemanden.
Glædelig første advent.

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s