Fortæl mig

Alle mennesker har en fortælling. Den handler om dem selv. Hvordan de er som mennesker, hvilke værdier de holder højt og hvad de elsker og hader ved sig selv. Men selvfortællinger er besynderlige størrelser. De er utrolig påvirkelige. De lytter ved døren og suger andres meninger til sig. Ukritiske, åbne og sårbare.

Min fortælling er ikke kun min, men i lige så høj grad andres fortælling om mig. Jeg er sjov, jeg er god med ord, jeg er grim, jeg har en heksehage, jeg er hjælpsom og jeg er god til børn.

Den sandhed som fortællingen om mig rummer, er sammensat af mindre og større hændelser. De positive er bygget op over årtier, mens de negative oftest er opstået ud af enkeltstående episoder, som dengang en gruppe mænd i jakkesæt stoppede mig på Kultorvet for at spørge, hvorfor jeg var så grim? Eller dengang min formningslærer i 3. klasse holdt mit profil silhuet-billede op foran klassen og sagde at der da måtte være gået noget galt, for man kunne da ikke have sådan en heksehage. Deres fortælling blev min fortælling. Min sandhed.

Da jeg arbejdede i daginstitutioner mødte jeg masser af børn, der allerede som 3, 4, 5-årige havde adapteret den fortælling andre børn, såvel som voksne, havde om dem, som deres egen. Børn der agerede på en bestemt måde, fordi det var det, der alligevel blev forventet af dem.

Som voksne kan vi genopfinde os selv. De fleste af os har allerede gjort det. Tænk på da du startede i gymnasiet, på universitetet, på seminariet, højskolen. En ny start, nye mennesker, nye rammer. Ingen der kan huske, dengang du kastede op ud over din sidekammerat i 2. klasse, ingen der kan huske, dengang du kastede op på Trines mors lammeskind til introfesten i 1.g, ingen der kan huske, da du kastede op ud over de syltede agurker til rusfesten og ingen der kan huske dengang du kastede op i puderummet til julefrokosten i børnehaven. Tabula rasa.

Men hvad gør man når man er et barn? Et lille barn? Hvordan gen(op)finder man sig selv når man er 3, 4 eller 5 år gammel?

Dumme Lili (2014) er skrevet af Mette Vedsø og illustreret af Stine Illum og omhandler netop denne tematik.

Den er gal med Lilis hjerte:

” Lili er dum. Hun har spist ordet med kniv og gaffel og salt og peber. Vist ikke med vilje. Det røg bare ned gennem halsen og landede i hjertet. Lili kan mærke det i sit bryst. ”Dunk, dunk, dunk,” plejer hjerter at sige. ”Dum, dum, dum,” siger Lilis.”

Lili er dum, fordi hun siger dumme ting til andre. Hun siger folk lugter surt ud af munden, at deres maver ligner bolledej og at Silles mor ligner en mand. Lili gør også dumme ting. Hun stopper ikke når hun bliver bedt om det og hun kigger ikke på voksen-Ulla når hun skal have skæld ud.

De andre børn siger: ”Lili er dum”, og Lili ved det godt selv. Hun hører til i Dummeland.

En dag børnehaven er på skovtur går Lili sin vej. Hun lister af til Dummeland. Men Dummeland er slet ikke som Lili havde forestillet sig. Lili møder mennesker, der ikke har en fasttømret fortælling om Lili. De ser hende med nye øjne, som da Lili holder en baby med selskab indtil dens mor kommer:

”Halløjsa,” siger moderen. ”Er du her helt alene? Hvad hedder du?”

”Lili.”

”Hvor fint,” siger moderen.

”Fint?”

”Fint navn,” siger moderen.

”Nårh.”

”Dig kan alle Li-Li. Du er vist en sjov pige.”

”Nej, jeg er…jeg…” siger Lili, og babyen afbryder: ”Li, Li, Li, Li,” pludrer den.

Det føles mærkeligt i Lilis mave, så mærkeligt at hun må løbe. Li’ mig? tænker Lili. Jeg er jo dum. I Dummeland.”

Lili bliver mødt på en ny måde og får nye ord hun kan spise. Ord til en ny fortælling og en ny virkelighed.

Jeg er fuldstændig på røven over denne bog. Jeg har aldrig set så dygtig og troværdig skildring af tematikken fra barnets perspektiv. Jeg er på Lilis hold. Mit hjerte siger også: ”DUM, DUM, DUM,” mens jeg læser (og et godt stykke tid efter) og jeg ser også hvilke ord de andre børn har i deres hjerter. Sød, sjov, fjollet.

Jeg kan kende mit eget barn i den måde Lili reagerer på, når hun bliver irettesat. Hun griner og kigger væk. Fordi hun ikke ved hvad hun ellers skal gøre. Hun er låst fast. Af de voksnes forventninger og sin egen fortælling. Og det rammer som en knytnæve i maven. For jeg kan også kende mig selv i den voksne. Den voksne der vil trænge igennem, den voksne der bliver afmægtig og den voksne der finder på løgne for at komme mulige problematiske situationer i forkøbet.

Dumme Lili er en fantastisk, tankevækkende og vigtig historie, der vedkommer alle. Det er nemlig fortællingen om os. Hvad vi gør ved hinanden og for hinanden. Hvordan vi med ord kan ændre andres liv. På godt og på ondt.

Dumme Lili er ikke alene oplagt at læse med børn, men den burde, efter min mening også læses af alle, der arbejder med børn, for at skabe en bevidsthed om fortællingens magt i forhold til barnets selvbillede og selvfortælling.

Lili er for evigt skrevet i mit hjerte. Det banker for hende og siger: LÆS, LÆS, LÆS!

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s