Skal vi danse?

I går var det en måned siden Lars og jeg blev gift. Det kom vi i hu på lidt forskellig vis. Jeg sendte en sms, som plaster på en lidt hektisk morgen med solcremesskrig og glemte kys. Lars gav mig børnebøger for en formue.

Og skamstøtten over dårlig kone-stil, lader vi bare stå, mens jeg kaster mig over en decideret anmeldelse af en af de førnævnte gaver.

Men først et dødsfald.

For et par dage siden faldt jeg over en lille notits. En nekrolog kunne man velsagtens kalde det. Over en hund. Oscar K, den skrivende bastard, var død. Jeg er ikke den store dyreven, men dette dødsfald berørte mig i en særlig grad. Det var nemlig selvsamme Oscar K, der i sin tid genantændte min interesse for børnebøger med værket Carlos og Co. Jeg er ham stor tak skyldig og jeg håber Ole Dalgaard vil forvalte de efterlade papirer viseligt.

Omtrend samtidig med nyheden om den afdøde Oscar K, fangede en anden nyhed min opmærksomhed. Illustrator Dorte Karrebæk og Oscar K havde sammen lavet en fabelagtig bog. Et storslået værk med et vingefang på 2 meter. Knokkelmandens Cirkus. En illustreret, interaktiv læseoplevelse modeleret efter en gammel børneremse og med tråde til klassiske dødedansmotiver.

Jeg lurede med på nettet. Så billeder og læste beskrivelser. Men jeg vidste også, at jeg aldrig ville få råd til at købe den. Så meget desto mere ubegribeligt er det, at den nu ligger her. Lige ved siden af mig. Uopnåelig og dog alligevel min. Ubegribelig smuk, genkendelig og dog fuld af overraskelser. Ligesom Lars.

Fortællingen er grum og almengyldig. Døden byder op til dans og det menneskelige vilkår er, at vi må danse med. Alle er vi blot gæsteoptrædende i Knokkelmandens Cirkus.

Knokkelmanden drager med sit cirkus fra by til by. Artisterne trækker det tunge læs og Verdens Timeglas. Om natten vandrer de og om dagen træder de op i en ny by, for et nyt publikum. Men truppen bliver stadig mindre og mindre og alt imens mandskabet svinder, slår Knokkelmanden små krydser i sin lommebog.

Bogen er således opbygget at læseren på den ene side præsenteres for hele Knokkelmandens Cirkus. Over 13 sider foldes herligheden ud. En halv elefant, en dansende bjørn, en trehovedet and, damen uden underliv og en gammel kending, verdens grimmest hund Sam, som læseren måske her møder før, han i Lilian Brøggers streg, holder aborter og misfostre med selskab i Intetheden i De skæve smil?

Læses bogen fra den anden side, får læseren små glimt af de trætte og tragiske skæbner, der slår følge med Knokkelmanden og hans enstrengede violin. Teksten fylder så forsvindende lidt på de lange sider og de tomme rum understreger dels stemningen i værket, dels giver det plads til at læseren selv kan føje til historien. Med bogen følger nemlig 6 ark med illustrationer, der kan klisters ind og fylde tomheden ud.

20140625-003131-1891962.jpgJeg er mest af alt målløs over dette værks skønhed. Læseoplevelsen er fra ende til anden sanselig og smuk. Følelsen af omslaget. Det glatte billede af Knokkelmanden præget på det grove lærred. Lyden af de to tykke elastikker, der fjernes for at åbne fortællingen og slipper Døden løs. Og ikke mindst Dorte Karrebæks illustrationer, der i al deres enkelthed er prægtige.

Knokkelmandens Cirkus er uden for kategori. Der er intet at sammenligne den med, at holde den op i mod. Den er for børn. for voksne. For alle med øjne i hovedet og ører at høre med. Den er helstøbt nydelse, fra inderst til yderst.

Hvis du har 500 kr. at bruge på bøger hele året, så er det den her du skal købe. Hvis du godt vil snuse til giraffen først, har jeg fra pålidelig kilde, at man i Børnenes Boghandel på Købmagergade kan få lov at stryge over et udstillingseksemplar.

20140625-003546-2146475.jpg

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

2 svar til Skal vi danse?

  1. Lars siger:

    Og efter du har set et eksemplar af bogen i Børnenes Boghandel, snakket med ekspedienten og hørt hendes begejstring, så kan du altså nøjes med at lange 400 kr. over disken. Så er der en hundredlap at snolde for senere på året.

  2. Uh, den lyder alt for spændende!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s