Den femte – eller fra Bertels guld til nul

Da jeg var 11 år gammel begyndte jeg på Stenhus Kostskole. Det var en skole hvis claim to fame var at Ulrik Varnæs i Matador forvistes til skolen efter præservativautomatepisoden. Der var stolte, tåbelige traditioner. Fester, mindeplader for døde heltebørn, svungne, mørke trapper, balkoner og hierarki. Alt sammen reminiscenser fra svundne tiders storhed.

Man startede som småtte og forblev som sådan til og med syvende klasse. Det var bare sådan det var. Noget der blev råbt efter en på gangen, noget de stor sagde, når de passerede en, mens de gav et skulder-puf, noget man selv gav videre, når de nye startede. Det hørte sig ligesom til.

Og jeg elskede det. Jeg elskede at bøger havde værdi, at viden var det nye sort og jeg elskede at stræbe efter mere. Mere. Mere.

Jeg trivedes i et miljø hvor det at hævde sig, på bekostning af andre, var et ideal. Jeg blev en snob. En diskussionslysten, stræbsom snob, der så ned på alle uden for miljøet.

Det var vigtigt at vinde og at være den bedste. Det var ikke så vigtigt at se flere sider af samme sag, det var derimod vigtigt at have ret. Diskussioner blev en måde at demonstrere overlegenhed på og en måde at pisse sit revir af på.

Det er måske en tilsnigelse, men i disse år  føltes det som om at der var to bøger, der var vigtigere end alt andet. Det var:

Vidnesbyrdbogen og karakterbogen.

Fra 1990 og fire år frem var mit bogår opdelt i fire sektioner. Efterårsferie, juleferie, påskeferie og så den store, sommerferie.

Mellemperioderne blev brugt benhårdt på at forbedre mine standpunkter og mine karakterer, eller på at beholde min position i klasse-hierarkiet.

Det virkede vigtigt og det var også det vi fik at vide. Vores karakterer afgjorde hvor vi endte og hvis vi ikke gjorde det godt nok, var det ikke sikkert, vi kom i gymnasiet. Det kunne endda være vi kom til at tage 10. klasse. Og hvis vi slap tøjlerne helt, kunne vi jo ende på handelsskolen eller, hold nu fast, teknisk skole. Det var dystre udsigter og nok til at holde den flittige og behagesyge elev, det vil sige mig, til ilden.

Da jeg fik min endelige bedømmelse, at jeg blev erklæret gymnasieegnet, løsnedes en knude i min mave og jeg kan huske jeg følte en ro jeg ikke havde følt længe. Jeg var landet.

Og så begyndte jeg at give slip. Jeg så at der var mange veje der ledte det samme sted hen. At endestationen kunne have mange forskellige navne. Og at mennesker var forskellige og som ofte interessante at tale med, ikke imod.

Jeg fik øjnene op for hvor lidet konstruktiv diskussion som kommunikationsform var og hvor killer en samtale kunne være.

Jeg begyndte at søge læring for lærings skyld og ikke for karakterens. Jeg gik med andre ord fra at være Bertel Haarders vådeste drøm til hans grufuldeste mareridt. Jeg blev en langsom studerende for hvem karriere og præstationer ikke betød det store.

Jeg blev glad.

Reklamer

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s