Den fjerde- eller om at lade den rette komme ind

Jeg er ikke en stor social begavelse. Jeg har venner, rigtig gode venner, som gør mit liv rigere, morsommere og til tider også hårdere. Dem er jeg taknemmelig for.

Det jeg mener er, at jeg aldrig har haft et behov for at møde mennesker. Tage ud i verden, lade mig inspirere, dele og alt det der andre gør på højskoler, diskoteker, efterskoler og cykelsafarier jorden rundt.

Jeg kan godt lide trygge rammer, traditioner og kendte ansigter. Forandringer gør mig stiv af skræk og jeg må, når jeg ser mig selv udefra, konstatere, at jeg ikke er det mest sympatiske menneske, hvis min comfort zone invaderes. Jeg bliver med andre ord spids og sarkastisk, når jeg møder mennesker jeg ikke kender.

Jeg er blevet bedre, meget bedre, men i mine tyvere gav jeg den fuld skrue. Ikke overraskende var jeg ikke en ombejlet dame. Og det var noget juks, for jeg ville ligesom alle andre gerne møde et sødt og fantastisk menneske, som jeg kunne dele livet med.

Min mor sagde hårdt, men kjærligt, at der jo ikke skete noget, hvis jeg altid sad hjemme i lejligheden og kukkelurede. En betragtning hun jo i og for sig godt kunne have haft ret i, hvis ikke fordi det rent faktisk, var det der skete.

Vi havde set hinanden vokse op, været tåbelige, ulykkelige og ekstatiske. Vi havde indforståethed til at række livet ud, vi bagte brunkager om natten og var vidner til hinandens ulykkelige forelskelser. Vi var venner. De allerbedste venner. Men pludselig oven i alt det gamle, var der noget nyt. Vi så hinanden igen. På ny. Vi blev en slags fremmede, med hemmeligheder. For hinanden og for andre. Ham jeg normalt ville have vendt den slags med, var nu i stedet ham det hele drejede sig om.

Tvivl og forelskelse. Vægelsind og vildrede. Årevis frem og tilbage, men så en dag lå der en gave på min seng. En gave der fik mig til at tro, at vi to skulle det samme. Sammen.

Det var en bog. En god historie, men ikke en bog fyldt med skjulte kærlighedserklæringer. Det var ene og alene timingen, der gjorde denne bog til noget særligt. Jeg havde brug for et tegn og det fik jeg.

Denne udgivelse skal således tildeles æren for, at kjærligheden fandt mig og at jeg fik øjnene op for et helt nyt menneske og en helt ny genre. Og det er da ikke så lidt endda.

Bogen hedder Sprial Bound (2005) og er skrevet og tegnet af Aaron Renier.

Den handler om venskaber, om kunst og om at blive et selvstændigt individ, med en egen stemme. Et eget udtryk. Universet er befolket af forskellige dyr, der lever i harmoni med hinanden i en lilleby. Der er drømme, turn tables og indebrændte fædre.

Spiral Bound er godt selskab, især hvis man har brug for at blive mindet om hvordan det var og hvilken drømme man havde engang.

Image

Siden er fulgt et hav af graphic novels og tegneserier, som alle betyder noget særligt. Der er letbenede sager, tykke historiske moppedrenge, kristne summer camps, bekendelser fra zine-bibliotekarer og kjærligheder der rummer sengevædning.

Det er en verden, som bestemt er et besøg værd.

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s