Den tredje – eller hvordan hundred- metergangen blev et bedre sted at være i selskab med Elliot Omaha Mortensen

Min gymnasietid var ikke en lykkelig tid. Det var på den anden side heller ikke en u-lykkelig tid. Den var bare. Med sine fester, sine spil og sine hormoner og sin forfordeling af bumser og popularitet. Den var havregrød. Af og til serveret kold. Af og til serveret med sukker og smørklat.

Jeg var ikke populær. Jeg havde hverken håret, drivet eller kroppen. Jeg var på den anden side heller ikke u-populær. Jeg var bare. Observerede pigerne og drengene, der sad på hundred-metergangen og spiste hip pastasalat fra kantinen og drak kultkaffe fra kultautomaten, Wittenborg. Mine tre års iagttagelser mundede ud i konklusionen at blomsten af den danske ungdom mestendels fordrev tiden med at frisere hinanden, kaste med håret og hvis bølgerne gik højt pille ved et instrument.

Jeg så dem og følte mig utilpas i deres selskab. Det var som om de kendte nogle regler, som jeg aldrig havde fået noget at vide om. Jeg vidste fx ikke hvornår jeg skulle le af en bestemt guitarpedal eller hvornår jeg skulle holde op med at insistere på at solen var en stjerne og ikke en planet.

Når mine venner i stedet for at spille whist hellere ville spise på hundred-metergangen, fandt jeg en bog frem og den bog der den sidste halvdel af gymnasiet oftest holdt mig med selskab var:

Ved profetens skæg (1996) af Bjarne Reuter

På Sankt Laurentius Alle bor Elliot Omaha Mortensen sammen med sin mor og far. På vejen bor også lægesønnen Max Denholm, der efter sit første møde med coca-cola får hår på dilleren, drengen Otto, der måske er en mosedæmon, men helt sikkert har slugt en sten og måske vigtigst, den excentriske familie Asmussen.

Elliot beretter om pigerne Ingeborg og Amalie, der ikke er som børn er flest, om deres bedstemor Grande, der ved et og andet om urter, bark og indvoldsorm og så selvfølgelig om Alf, der kommer til verden i Kanelhuset, samme dag som hans far styrter i døden.

Der er også flugtslangen Medusa, en pastor, tab og barndoms ophør, en Marilyn Monroe-elskende egyptolog, en fejlslagen hamster-operation, aforistiske zeugmaer og så selvfølgelig den reuterske kjærlighed.

IMG_4496

”- Det skal drikkes hurtigt, Elliot. Ellers smuldrer dine tænder. Ned med det. Jeg tøvede. Han så på mig og nikkede forstående: – Jeg fik en hel flaske i Bolzano og var vågen i et døgn. Mere end vågen, Elliot. Jeg var lysvågen. Jeg kunne høre, hvad de talte om på den anden side af Grossglockner. – Hvad er det, hviskede jeg. –Det hedder Coca-Cola…”  

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s