Giv mig 5!

Engang da jeg ikke var forælder, brugte jeg en hel lørdag på, sammen med mine venner at fortælle om de fem musiknumre/kunstnere, der havde haft en signifikant betydning i vores liv. Sådan en slags sound- track–of-our-lives- ting.

Den slags ville selvfølgelig være utænkeligt nu, hvor alle dem jeg kender har børn og karrierer, der kræver al den tid vi førhen brugte på fordybelse og selvoptaget navlepilleri.

Men dengang skulle man bare diske op med en kande kaffe, et konfirmationsanlæg og lidt hjemmebag og så rev folk gerne en dag ud af kalenderen. Herregud, den uddannelse rendte jo ingen steder. KUA lå der jo også i morgen.

I en interimistisk rundkreds bestående mestendels af genbrugsmøbler og hemmelighedskræmmeri, gik en verbal musikdeling i gang.  En efter en indtog vi den store, polstrede, røde lænestol og berettede om hvilke numre, der havde ledsaget os gennem teenageår, første forelskelser, fuldskab og galskab.

Det var sårbart, morsomt og ikke mindst fællesskabsdannende. Musikken var adgangsgivende til dele af hinandens liv som vi hidtil ikke havde kendt. Ikke sådan forstået at skeletterne hobede sig op på gulvet i den lille to – værelsers, men vi fik gennem musikken mulighed for at tage del i minder og oplevelser, som vi ikke tidligere havde haft adgang til.

Min liste så dengang sådan her ud:

Noter fra dagen

Noter fra dagen

– The Beatles

fordi hele 5. klasse på Sdr. Jernløse skole i 1989 levede vores indre hippiedrøm ud, med sandaler, fletninger og fiffig batik. Vores lærer var sygemeldt det meste af året og alt var præget af en meget fri stemning, sådan lidt Obla-di-obla-da-agtigt.

– Et mixbånd

I 7. klasse begyndte der en ualmindelig sød, nordsjællandsk kostelev i min klasse. Han hed Mads. Mads var som alle bad boys leveringsdygtig i rebelsk musik og fra ham fik jeg et mixbånd med Guns N’ Roses, Skid Row og så naturligvis Alice Cooper og sangen Poison. Det var et bånd som blev råhørt i walkmanen og som kom til at betyde noget ganske særligt, da Mads senere på skoleåret døde.

– The Lemonheads

Fordi det var den første koncert jeg var til i København. Vi skulle sove hos min venindes morbror og tante, der for os landbørn boede i København, men som i virkeligheden boede i Herlev. Da The Dando havde brummet færdig, var det sidste S-tog kørt og den spirende følelse af uafhængighed og hey-se-mig-jeg-er-voksen visnede hastigt, da vi kolde og lidt skræmte over storbyens natteliv krøb ind på bagsædet af morbror Eriks bil

– Lionel Richie (Easy)

1999 var et dårligt år. Kort og godt. Jeg læste russisk på universitetet og kendte ingen i København. Jeg var ensom og ked af det og savnede mine venner, der alle sammen enten stadig gik i gymnasiet eller levede eksperimenterende liv på højskoler.

En dag stod jeg og strøg, mens jeg hørte Lionel Richies sang Easy. Da han nåede til andet vers og linjen I’m just not happy when I try to fake it, var det et eller andet der faldt på plads inden i mig. Jeg besluttede at droppe ud af studiet og i stedet lave noget der gjorde mig glad. Det betød at jeg i en lang periode så Antiques Roadshow og The Royal Flying Doctors, mens jeg prøvede at finde ud af hvad det hele skulle ende med.

–  Oscar Danielsson

Da jeg havde slikket sårene og var kommet mig over min universitetshåndskyhed begyndte jeg på teologi.  Jeg mødte ikke Gud, men jeg blev til gengæld præsenteret for en svensk singer/songwriter, der kom til at følge mig gennem resten af min studietid, nemlig Oscar Danielsson. Tak, Christian, fordi du ville dele. Det havde ikke været det samme uden.

Og hvad skal alt det her listeri så til for? Jo, jeg kom til at tænke på at ligesom musik har haft en enorm betydning i mit liv, således har litteraturen det også. De næste par dage vil jeg dele min nuværende top 5 over betydningsfulde bøger i mit liv. Og I skal være velkommen til at dele jeres også. Så giv mig jeres 5!

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s