Forår

Der er mange forskellige slags forår. Der er scherfigske forår, hvor pligt sættes over behov. Hvor liderligheden gemmes af vejen til fordel for famula, famulam, famulae, famula, famula.

Der er frie og forelskede forår hvor alt ligesom står lysere og hvor det natmørke vand i søerne har den helt perfekte temperatur.

Der er fulde forår hvor tåger og huller kun lader fragmenter dukke frem af hukommelsen.

Der er fødende forår hvor liv kommer ind i verden. Hvor skrig og ømme, materiefyldte bryster, lort og højtbelagt smørrebrød er den ny verdensorden.

Og så er der forfærdelige forår, hvor mennesker man elsker forsvinder og hvor man må tage afsked og af – sted for evigt.

Hvad siger man til et menneske der skal dø?, tænkte jeg og prøvede på én og samme tid at se og ikke at se på min morfar, der lå lille og kræftsyg i den store hospitalsseng.

Det eneste jeg kunne komme i tanke om, var det jeg vidste, jeg ikke måtte sige. At farfar var død. For et par dage siden. At jeg var kommet hjem og havde set fars jakkesæt hænge i gangen. At vi havde drukket kaffe, mens uret tikkede og farfar lå kold med forårets første anemoner mellem hænderne i stuen. At vi havde sunget i kapellet og at vi havde sænket kisten ned i den forårsfriske jord.

Min mor var gået ud for at ordne nogle blomster og nu sad jeg der alene med min morfar, der snart skulle dø. Og jeg var mundlam og pisseræd. Fanget og utilpas. Vi var i det øjeblik ubærligt fremmede for hinanden. Og min febrilske small talk om vejrets omskiftelighed afhjalp ikke den knudrede mur af ubehag i rummet. Det var den sidste samtale jeg havde med min morfar, der døde samme nat.

Jeg ville af så mange grunde ønske, at det havde være mit 34-årige jeg, der havde siddet der ved sengen og ikke en uprøvet, følelsesangst teenager. Sorgen og tabet ville ikke have været mindre, men det tror jeg frygten for døden ville.

Annas himmel (2013)af Stian Hole handler om de store ting i livet og i døden. Anna og far har travlt. Eller far har travlt. Anna er nemlig ikke helt klar. Hun hænger med hovedet nedad på sin gynge, mens blade blæser i vinden og far tripper i baggrunden.

Far og Anna har mistet mor. Det står i skyerne, i de tomme papkasser og i den knækkede perlekæde, men ikke i teksten. Det far har så travlt med at nå, er mors begravelse i den kirke hvis klokker kimer så utålmodigt på den anden side af fjorden. Men selvom klokkerne kalder, er Anna ikke klar.

I stedet tager hun far med ud på en rejse mellem himmel og jord og får undervejs skabt et fælles rum for den sorg de begge bærer på, men som de hidtil ikke  har været i stand til at dele.

Holes collageagtige illustrationer og tekst folder en historie om sorg, tab og teodicé ud, der efter min mening ikke har lige. ”I dag er der nogen der sender søm ned fra himlen. Det var ikke sådan det skulle være, siger far. Nej, hvisker Anna, men i morgen kommer der måske jordbær med honning.”

Og når tårerne efter første, anden, tredje… gennemlæsning er tørret bort kan man gå på eventyr i illustrationerne, der bliver ved at afsløre nye hemmeligheder, der føjer til fortællingen. Og hvis man har læst og elsket Stian Holes bøger om drengen Garmann er det mulig man støder på gamle bekendte som fx Elvis og ondskabsfulde Roy.

Der er intet så smukt som denne bog og selvom det er tidligt på bogåret, tøver jeg ikke med at kalde dette for en af 2013 litterære højdepunkter.

En anden pragtudgivelse om tab og sorg er Lilja Scherfig og Otto Dickmeiss Rævefælden (2012).

Gustavs kanin er død. Det er ræven der har taget den. Far serverer  nyheden over morgenmaden. Råt for usødet. Lige i fjæset. Gustav overvældes af sorg, men far siger at ”store drenge græder altså ikke over en død kanin!”

Så Gustav forsøger at være en stor dreng. Hans sorg bliver til had og hadet bliver til hævntørst. Ræven skal dø. Udstyret med fars gevær går Gustav på rævejagt.

Men mens Gustav har travlt med at gøre regnskabet op, mister han sig selv.  Han myrder løs i en sand blodrus og bliver et dyr. En ræv. Ræve-Gustav.

Metamorfosen er fuldkommen og først i mødet med den anden, drengen Paw, kan Gustav blive menneske igen. Paw ser nemlig Gustav som mere og andet end et dræbende dyr. Han ser smerten, frygten og sorgen. Han ser mennesket Gustav.

Scherfig og Dickmeiss har i fællesskab skabt en fortælling om det at miste. Både dem man elsker, men også sig selv. Teksten er råkost og illustrationerne er syrede, dickmeisske grotesker holdt i sort/hvid. Det er en heftig herlighed, som jeg på det varmeste kan anbefale!

Det er litteratur-godis. Mesterværker, siger jeg jer! Så hvis man trænger til en hyggetuder eller bare godt vil forkæle sig selv med lidt sorglitteratur, er det bare om at komme af sted. Det er jo forår for pokker!

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Døden, Hjemmefronten og tagget , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Forår

  1. Lea siger:

    Meget rørende forårsbeskrivelser, kære Charlotte. Forår er også glæde og sorg med hinanden i hånden for mig. Jeg ser frem til at læse Annas Himmel og deler i høj grad din begejstring for Rævefælden. Puha. Kh og ses snart. Kh Lea

    • potskilove siger:

      Den er noget særligt, Lea. Den sidder som en benhård og skrøbelig smuk mavepuster i mellemgulvet. Jeg snapper efter vejret hver gang jeg læser den.

  2. Lilja siger:

    Glædeligt forår herfra! Otto og jeg blev sol-glade af at læse dit indlæg her, tak for de fine ord! Smil og kram fra Lilja🙂

    • potskilove siger:

      Det er mig der takker. I har efter min mening lavet en vanvittig fin bog. Faktisk en af de fineste. Så endnu engang tak og solskin tilbage herfra:)
      Charlotte

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s