Har du nogensinde stjålet?

…synger Alberte Winding så sødt, at man glemmer det er ulovligt. Men har du? Det har jeg. Ikke Købmagergadestjålet, men dog har jeg stadig taget noget der ikke tilhørte mig. Uden at spørge og uden at betale.

Det var en søndag. Det kan jeg sige med usvigelig sikkerhed, for takke været lukkelov og almindelig respekt for hviledagen var alle forretninger i 80´erne lukket om søndagen. Der var ikke lige noget med at smutte i Irma kl. 20 for at købe speltmel eller økobleer eller brunche med vennerne på Gl. Kongevej. Man kunne købe en liter mælk hos bageren, der lukkede kl. 12, og hvis bølgerne gik rigtig højt kunne man eventuelt supplere med en Buko smøreost med skinke eller champignon. Færdig. Prut.

Ellers gik søndagen med småsysler og venten på at statskanalen slog signalet til.  Og så, ikke så sjældent endda, kaldte mor og far og sagde at nu kørte vi til Kirke Sonnerup. Hvor lidt eksotisk det kan lyde, så var det et at de mere urbane kulturelle indslag i min barndom. Det lugtede nemlig lidt mere af by end af land når man åbnede døren i den hvide Daihatsu og steg ud på gårdspladsen foran den trelængede.

I Kirke Sonnerup havde kreatur og ternede forklæder måtte vige pladsen for et galleri med tilhørende forretning og en lille cafe, hvor man kunne drikke kakao og spise boller med smør og syltetøj. Her var der i modsætning til resten af verden åben om søndagen.

I den lille forretning kunne en 7-årig pige bruge oceaner af tid på at pille og dimse ved kartede sutsko, filtede får, træstumper nittet sammen med kobber og deslige sprunget fra den vestsjællandske arts and crafts movement (aka: en skæv kollektivist med flair for øksning og uld).

Sådan var det givetvis også denne søndag. Jeg havde sikkert sukket over et særligt fint bogmærke lavet af bark og filt, drukket min kakao og sagt til mine forældre at jeg gik ind for at se i galleriet.

Der var tomt derinde. Og hvidt. En masse skulpturer i sten var udstillet og som jeg husker det var de vældig organiske. På små plateauer rund om i lokalet lå bunker af farvede sten. Bittesmå og lige til at holde i en hånd. Min hånd. Min lomme. Mit hul i maven. Min skam.

Og sådan uden videre var jeg på en helt almindelig søndag i solskin blevet til en tyv. Men nu var det gjort. Jeg havde taget af de små farvede sten. Og nu var det for sent at gøre om. At lægge dem tilbage, for der var kommet andre besøgende ind i rummet. Det stjålne brændte som sankara-sten i min lomme og jeg følte, at alle kunne se at jeg var en tyv og en hærværksmand. Jeg havde ikke alene taget noget der ikke var mit, jeg havde også ødelagt kunst.

Med bankende hjerte og tynget samvittighed fulgte jeg med mine forældre ud til bilen. Endelig tøede min hånd op og lige inden jeg steg ind tømte jeg min lommes tyvekoster ud på gårdspladsen. Godset var væk, men følelsen af skam blev hos mig længe.

I børnelitteraturen er der massere af tyve, tyverier, slyngler og udskud. Her kommer et lille udpluk fra billedbogssektionen.

Astrid Lindgren skrev i 1986 en art prequel til Pippi Langstrømpe og dog ikke helt alligevel. Lasse Langfinger handler om en særlig frygtelig begivenhed, der kunne have påvirket litteraturhistorien i en, for Pippi-entusiaster, yderst negativ retning. Det er nemlig beretningen om hvordan tyven Lasse Langfinger hypnotiserer Astrid Lindgren i en sporvogn og frarøver hende en mappe med manuskriptet til den allerførste Pippi-bog.

Lindgren er knust over tabet og aner ikke sine levende råd, mens Lasse Langfinger bliver edderspændt over at opdage at tasken ikke indeholder penge, men derimod en stak papir. Og hvad værre er, så er indholdet komplet ulæseligt, da Astrid Lindgren har stenograferet hele manuskriptet.

Astrid Lindgren har i mellemtiden fået besøg af evigt optimistiske Pippi og hele hendes entourage. Pippi mener at Lindgren bare kan lyve sig en ny historie og mens Lindgren er ved at forklare at det ikke er så simpelt, banker det arrigt på døren. Ind i Lindgrens lejlighed vælter nu Lasse Langfinger, ham selv. Han vil have en forklaring på krims kramsen.

Siden følger et herligt opgør på fiktionernes plan mellem Langfinger og Langstrømpe, en anholdelse og en forfatters lykkelige genforening med sit manuskript. Og resten er jo (litteratur)historie, som man siger.

Bøgen er illustreret af Marika Delin.

Vitello napper en kat (2010)skrevet af Kim Fupz Aakeson starter med et bankrøveri og ender med moralen at forbrydelser vist nok ikke betaler sig. Vitello, tvillingerne Max og Hasse og møgungen William lader drømmene vokse, da de funderer over bankrøvernes udbytte. 10 millioner er mange penge, faktisk præcis så mange at de fire gutter godt kunne tænke sig dem. Derfor udtænkes en snedig plan og en kat nappes. Kattenapperne vil have løsepenge, men alt går ikke helt efter planen. Da kræet endelig afleveres til naboen, giver hun dem en tyver i findeløn, hvilket ikke helt dækker udgifterne forbundet med kattens hold og pleje. Ergo forbrydelse betaler sig ikke.

Herligheden er illustreret af Nils Bo Bojesen.

Petter Lidbeck har skrevet Stora Bebisbytet (2012), der er en absurd fortælling om et omfattende babytyveri, der rammer et helt kongerige. En morgen vågner alle op til noget af en overraskelse. Istedet for den baby de kom hjem fra hospitalet med, ligger der i tremmesengene en helt anden baby. Tårerne flyder, vreden bryder frem og folket samles foran dronningens slot. Men ak og klage! Monarkerne kan ikke hjælpe. De er også selv blevet ramt af en forbytning.

Inden en beslutning om handling kan træffes, sker det uundgåelige. Alle babyerne bliver sultne. Og snart har alle mødrene og fædrene så rigeligt at gøre med deres nye baby, at det besluttes at mødes næste dag. Samme sted.

Næste dag, da alle samles på ny, er der dog ingen der rigtig kan komme på en god løsning. Og endnu engang udskydes en endelig beslutning. Denne gang et helt år.

Da året er gået, vil ingen af med deres baby og alle synes at netop de har vundet mest ved alt bytteriet.

Det er en bog med åbenlyse huller, nuvel, men den er stadig skæg. Og så gør det heller ikke noget at Lisen Adbåge har illustreret hele affæren mesterligt.

Tyven takker for tålmodigheden og håber du læser med en anden gang.

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s