Kulturmøde

I vores baghave var der et hul i hækken. Når man krøb i gennem kom man ind i en anden verden. Den gamles verden. Den gamle var, som navnet antyder, gammel. Han havde ikke et rigtigt navn, og kunne ligeså vel have heddet ”spytter-på-gulvet”, ”pisser-i-haven-og-på-mine-bukser” eller ”har-ingen-tænder”. Så i et samfund hvor man havde for vane at kalde folk for det de lavede, fx rendegraver-Bjarne eller gylle-Frans, må han siges at være sluppet billigt.

Den gamle boede alene i det røde hus sammen med en masse katte, spytbakker og et hav af dingenoter og nips. Senere flyttede han endnu længere ud på landet. Ned i et hul og der døde han.

Men mens han stadig boede bag os, kaldte han mig ofte hen til hullet og stak mig alt fra porcelænsfigurer til høns. Rigtige levende racehøns, som jeg elskede med en 6-åriges brændende, men dog omskiftelige passion.

Vi havde høns i forvejen. Skravlede, almindelige høns, der lagde æg og blev slagtet med en økse. De høns jeg fik gennem hullet var prinsessehøns med runde haler og skinnende hvide fjer. De lignede små skyer med orange ben og de skridtede hønsegården af med samme selvsikkerhed som John Travolta i introen til Saturday night fever. De vidste at de, ulig deres fjerede fæller, ikke skulle ende deres dage hovedløse og pacificeret under en blikspand og jeg forgudede dem. De var fjerkræets My Little Pony og jeg var den lykkelige ejer.

Vidunderhønsene havde dog deres begrænsninger, eller som a-kassen godt kan lide det, udfordringer. De var all looks, no eggs. Jeg ønskede så inderligt, at de skulle lægge æg, for jeg vidste bare at de æg ville være søde, små, perfekte og helt bedårende (ironisk nok var jeg dengang som nu ikke synderligt begejstret for æg, men begærede ikke desto mindre den kalkede oval). Men rederne forblev tomme.

Når man ejer noget så prægtigt, som vaskeægte wyandotter, så viser man dem frem. I alt fald hvis man bor på landet. Og således indledtes en årelang tradition med at tage på børnedyrskue i Jyderup. En weekend i juni var helliget hønsene og præsentationen af samme. Hønsene blev badet og friseret inden de blev frotteret med et håndklæde og fik pudset næbene med en tandbørste for til sidst at blive placeret i en transportkasse.

På pladsen blev primadonnaerne placeret i et lille bur og så ventede man. En dag, to dage. Indtil dommerne kom og skuede ens fjerkræ. Mens man ventede kunne man lure på konkurrenterne og et særligt dramatisk år, se en fritte dræbe et marsvin og rive sin ulykkelige og yderst upopulære ejer til blods. Præmieoverrækkelsen stod i skyggen af denne tragedie og ærespræmien fra Aksini føltes ekstra tung at bære ned fra podiet det år.

På et mere personligt plan er det dog en anden begivenhed der har printet sig ind i min hukommelse. Under en af mine utallige ture rundt på pladsen for at fordrive den endeløse ventetid var miraklet indtruffet. Ud af en henrivende hønserumpe var dumpet et æg. Og jeg er til denne dag sikker på at det æg, var alt hvad jeg havde drømt om. Jeg ved det ikke for min mor havde givet det til et par blegnæsede københavnerbørn, som ifølge hende: ”Sikkert aldrig havde set hvor et æg kom fra.” Jeg bristede indeni, var rasende på min mor og hadede alle københavnere (upåagtet at jeg selv kom fra Sydhavnen). Kunne slet ikke se hvad de overhovedet havde at gøre på en dyrskueplads. De skulle bare smutte hjem hvor de kom fra. Og de skulle da slet ikke stå og tigge æg ved andre folks bure. I omkring to timer var jeg plukkemoden til et projekt ala The Wave, men så var der pølser og præmier og jeg glemte at være vred og hævngerrig.

Thøger Birkeland har skrevet to letlæsningsbøger om kulturmødet mellem land og by. Køven-havner (2000), der udmærker sig ved en af de stærkeste letlæsningsintroer jeg til dato har læst (”Køven-havner, du savner din mors pa-pa. Du ligger hjemme og sutter den af”), og fortsættelsen Bonde-røve (2000).

Bøgerne handler om bybørnene, Bo og Maj, der er på besøg hos deres mormor og morfar. De bliver drillet af brugsuddelerens unger, spiser pandekager, tager hævn med stylter og så er der også et dødt, ildelugtende marsvin i en frysepose, der skal begraves.

Bøgerne er illustreret af Dorte Karrebæk.

Evelyn fra byen(1983) skrevet af Aage Brandt er en humoristisk fortælling om bypigen Evelyn, der ud af det blå indtager Mosegården og sørger for at lillebyen Skrumpelev aldrig bliver det samme igen. Evelyn er en pige med ben i næsen, der får ting til at ske. Hun friserer svinene, har et show down med den frygtede katte-æder og barberer en Bøf. Undervejs lærer læseren og Evelyn en ikke så lille del endda om patter og tissemænd.

Rustikke(?) illustrationer af Jens Lund Kirkegaard.

Her skulle indlægget så stiligt være rundet af med et billede af mig med rottehaler og en høne i favnen, iklædt min fars gamle jakke, som min farmor succesfuldt havde konserveret i mølkugler i små 30 år. Men kassen med billeder er væk, så I må danne jer et mentalt snap shot i stedet.

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s