Vestsjællands skatte

Der hvor motorvejen ender begynder Vestsjælland, sådan rigtigt. Det er der jeg er opvokset, det er det jeg stadig, 12 år efter jeg forlod reden, refererer til som ”hjem” og det er der, jeg denne sommer væltede mig i skønne, skønne saltbækkartofler, kjærlighed og et hav af børnebøger.

Udlængsel og en arbejdsbil med det magiske mærke fra Told og Skat i foruden muliggjorde ganske uventet min lille families ferie i det vestsjællandske. Og sikken en ferie! Sikken en fest!

Markeder, byfester og genbrugsforretninger delte gavmildt af deres overflod og jeg smagte en bid af Himmerig hver eneste dag. Jeg fandt titler jeg ikke vidste eksisterede, titler jeg havde i forvejen, præmietitler, men bedst af alt fandt jeg titler, jeg havde glemt fandtes.

Men én ting ad gangen. Da jeg var barn havde mine morforældre et sommerhus i Kaldred. Kaldred udmærker sig ved at ligge midt i mellem Kalundborg og Jyderup, have en svæveflyverplads og en grill, Grillperlen, der på mystisk vis nu er brændt. Det er en af den slags sommerhusområder, der ikke er tæt på vand og strand, men langt nok væk fra København, til at det i 70’erne under byggeboomet virkede eksotisk. Hvis man ville til vandet skulle man køre til Vester Lyng eller Kalundborg Havn.  Vi kørte oftest til Kalundborg, hvor vi spiste på Perlen, en restaurant, der lå i stationsbygningen med udsigt over vandet og de store færger. Ah, det var sommer!

Men selvom vi kom meget i Kalundborg i min barndom og det næsten altid var om sommeren, så kan jeg kun huske, at vi deltog i Esbern Snarres festen en enkelt gang. Derfor var det også lidt spændende, syntes jeg, da jeg i lokalavisen kunne se, at vores ophold i sommerlandet faldt sammen med byens fejring af Hviideslægten. Og, tænkte jeg, det kunne kun være bedre end sidst, da min spæde lillesøster oversked min far, så han måtte gå gennem en fyldt restaurant med lort ned af tøjet, aflevere min søster til min mor og skifte til badmintonshortsene, der tilfældigt lå i bagagerummet. Der var virkelig dårlig stemning.

Nu var jeg klar til at se det hele med voksne øjne og med penge på lommen. Jeg måtte efter ganske kort tid konstatere at Kalundborg og ikke mindst kalundborgensere, stadig er kalundborgensere, selvom de får en kåbe i imiteret pels og en hat med blød puld på. Det var gøgl og omrejsende tivoli, balloner og grillbuffeter så langt øjet rakte. Og dog for på toppen af Møllebakken var der børneloppemarked. En del trin og noget ”gratis motion” senere, gjorde vi prustende vores entre til lyden af Venga Boys hit We’ re going to Ibiza. Og selvom musikken og den obligatoriske speaker var utrolig belastende, så fejlede staderne intet. Tungt læssede forlod vi en time senere bakken, få kroner fattigere og en litterær del rigere.

Hvis jeg skal vælge blandt de 106 titler sommeren bød på må mit valg falde på to Da lyset gik ud i Signes hus (1978) og Da Signes skovtur druknede i regn (1980). Begge bøger havde jeg glemt at huske fra min barndom, men da jeg sad med dem oplevede jeg en sjælden udløsning af minder forbundet især med illustrationerne.

Da lyset gik ud i Signes hus handler om noget så dagligdags som en strømafbrydelse. Signe er en pige på fem-seks år, der bor alene med sin far. En rigtig regnvejrs- og blæsevejrsdag skal far og Signe lave aftensmad (makaronigratin), men da far tænder for ovnen går strømmen. Signe bliver bange, men far trøster og sammen får de en anderledes aften med ristning af kastanjer i kakkelovnen, læsning og leg. De har det så hyggeligt at de beslutter sig for at ignorerer at lyset endelig vender tilbage.

Det er en herlig bog, der ikke handler om det store, men som alligevel fylder en del når den er læst.

Og så er det jo altid en fornøjelse at sidde med en (svensk) bog mellem hænderne, der ikke er bange for at vise noget så dagligdags som en nøgen pige få nattøj på af sin far. Solveig Eriksson har illustreret fra før verden gik af lave.

Da Signes skovtur druknede i regn handler om en skuffede forventninger, katastrofer og om at noget skidt kan ende godt. Far og Signe skal til stranden. Det hele er planlagt, men pludselig begynder det at regne. Turen går i vasken og som om det ikke er nok, så bliver far også kaldt på arbejde. Signe er skuffet og ked af det og det er far også. Men så kommer Polle, fars ven. Polle er sjov at være sammen med og så kan han fortælle historier. Signe vil gerne høre om forfærdelige ting, så Polle fortæller om Hindenburg, Titanic og jordskælvet i San Francisco (Well of course…). Signe bliver godt skræmt, men dagen reddes da far kommer hjem fra arbejde, vejret lysner og turen til sidst alligevel går til stranden.

Solveig Eriksson har illustreret herligheden.

Nyd det sidste sommer(ferie)!

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s