Dajli’ dam’, dajli’ dam’

Dorte Karrebæk, illustrator, forfatter og mit store idol har fået tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Hurra! Og tillykke!

For uendelig mange år siden fik jeg en gave af en veninde (tak, Elisabeth). Det var en billedbog, skrevet af Dan Schlosser. Dan Schlosser er af min generation nok bedst kendt for at være en af de tre kedeldragtklædte værter på TV2 –programmet FAKTISK. Her nussede han et får og undersøgte hvordan en speedbåd virkede etc. Og der blev fløjtet. Det gør man ikke rigtig mere. Måske kun Kim Larsen, men han kan slippe af sted med det meste, så han tæller ikke rigtigt.

Dan havde skrevet en nyfortolkning af klassikeren Den store Bastian. Helt i forlæggets ånd var der tragiske beretninger om bussemandspilning, brandskide og om børn, der blev stenet med slik af plagetrætte medkunder.

Herligst var dog illustrationerne. En særegen streg med pondus, der skildrede børn på en alt andet end putte-nuttet måde. Illustrationerne var integreret i eller brød rammen, bogstavelig talt. Detaljer var gemt til den tålmodige læsere. Og så var der fødderne. De prægtige fødder. Herre, du godeste! Jeg var solgt til stanglakrids og har været det siden.

Loppemarkeder er blevet gennemtrawlet og det vildvoksende net er blevet surfet i forsøget på at drive værkerne op (I den forbindelse må jeg sende en kærlig tanke til biblioteksudsalg landet over. I har været ovenud behjælpelige). Det har været sjovt, frustrerende og en næsten umulig opgave. Dorte Karrebæk har nemlig været yderst produktiv siden jeg tullede uvidende rundt i ble. Det skal man jo ikke klage på, men billedbøger med tredve år på bagen er oftest ikke i tip top stand, hvis de overhovedet er til at finde. Og hvis jeg mærker efter i hjertet, er det vigtigste at bøgerne bliver læst, at de får liv i mødet med læseren og ikke at en kvinde i midten af tredverne kan samle til hobe, fordi hun har fået en grille.

I tidligere indlæg har jeg været omkring flere af Karrebæks udgivelser, ofte i samarbejde med hendes partner Oscar K. I dette indlæg vil fokus være på Karrebæk og de udgivelser hvor hun båder er forfatter og illustrator.

Der er et hul i himlen (1989) er en drømmende beretning om hverdagen og fantasien. Indledningsvis kaldes den en hyldest til dagdrømmeren hvilket man forstår meget bedre når man bevæger sig ind i fortællingen. Teksten er begrænset til en lille introduktion på titelbladet og resten af beretningen er båret af billeder. Øverst på siden, i et lille panel, følger læseren en lille pige på et forholdsvist virkelighedsnært plan. Resten af dobbeltopslaget er præget af fantastiske udladninger i mættede farver. Pigen leger, spiser aftensmad, skal i bad og endelig skal hun puttes. Det er hverdag så det batter, men så slet ikke alligevel. Der er masser at tale om, at grine af og fordybe sig i. Det er en drømmerejse i billedbogsformat.

Lille frøken Buks og de små sejre (2004) handler om at være bange. Ikke kun for monstre og løver, men for livet selv. ” Lille frøken Buks var bange for næsten alt, hun kunne se med sine øjne, undtagen blomster, dem var hun ikke bange for, ikke det mindste.” Så er det ikke let at være til. Men gradvist erfarer hun at verden ikke er så farlig som man forestiller sig den, når man ligger neden under sin havestol. Tilfældige møder med det frygteligste bringer hende tættere og tættere på et levet liv og som de blomster hun holder så meget af, folder hun sig langsom, men sikkert ud som menneske. Lyt og læs bogen her.

Den sorte bog (2007) er en mesterlig fortælling om de syv dødssynder. En knægt finder en sær notesbog. Den rummer en sirlig optegnelse over syv arters karakteristika. Bevæbnet med nysgerrighed, en lup og en papkasse begiver knøsen sig ud for at indsamle specimenterne. En for en spiddes de med knappenåle til kassens side, men først efter at drengen og læseren med egne øjne, har set hvorledes arterne arter sig. Og det er ikke kønt. Man kan muntre sig over arternes barbari, men man ved samtidig at det er en selv der hænger der på papkassens væg og dingler. For hvad enten man er religiøs eller ej, så har Den sorte bog noget at sige os om den måde vi vælger at leve på som mennesker og hvilke værdi vi holder højt og giver videre til vores børn.
En anmeldelse af bogen findes her. Og bogen kan lyttes her.

Mona (2011) er en tegnet fortælling om kærlighed, svig og moderskab. Mona og læseren mødes første gang, da Mona med et knust hjerte er blevet smidt på porten med alt hvad hun ejer og har. I storbyjunglen har ulykkelige vingeskudte kvinder hårde kår. Og det varer da heller ikke længe inden hun er blevet bestjålet og bedækket. Charmøren Helmer, der bestiller tyrenosser, knalder løs og render fra regning og ansvar, gør Mona gravid. Mens Mona vasker regningen af i hotelkøkkenet, vokser hendes mave og en dag melder Helmer jr. sin ankomst. Mona vokser med moderskabet. Hun tager en uddannelse, findes af kærligheden og får til slut hævn over handyret Helmer sr.
En anmeldelse af bogen kan læses her.

Der er jo så meget mere, men dette er en start. Forhåbentlig på et smukt bogskab. Dorte Karrebæks værker er et skatkammer. Gå på opdagelse i det.

Reklamer

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Forfatterskab og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s