Hurra for mine fødselsdagsneuroser

Jeg er vokset op i en familie hvor det at have fødselsdag var noget særligt. Ikke kun for den der blev fejret, men også for dem der var med til at fejre fødselaren. En fødselsdag handlede nemlig både om at give og om at få. Det handler om at fejrer at netop dette menneske kom ind i verden på denne dag og at den derfor er noget ganske særligt. Naivt og længe levede jeg i den tro, at sådan var det for alle.

Det var det ikke. Nogen mennesker er fuldstændig ligeglade med fødselsdag. Deres egen såvel som andres. Gaver er noget man vælger fra en ønskeseddel. Hurtigt. Så er det nemlig overstået. Gaven gives som en formalitet. Noget konventionelt vedtaget, som er med til at opretholde civilisationens fortsatte eksistens.

Jeg elsker at få gaver, det skal sgu ikke være nogen hemmelighed. Jeg elsker at pakke dem op. Og mest af alt elsker jeg at blive overrasket over hvad gaven rummer. Men lige såvel som jeg holder af at være den der løsner båndet, holder jeg utrolig meget af at give en gave til et menneske jeg holder af. At dele øjeblikket hvor gaven tages i mod. Forhåbentlig.

Som voksen har jeg hørt forskrækkelige historier om forældre, der havde glemt at købe gaver. Fødselsdage der blev slået sammen, fordi det var mest praktisk og børn der selv måtte stå op og tage i skole, som var denne dag blot een i rækken af dage. Ikke noget særligt.

Og så tænker man måske: Tager hun nu ikke vel alvorligt på vej over sådan en bette fødselsdag? Og jo, jeg indrømmer at fødselsdage og fejringen af dagen kanske har kammet et snas over i vores familie. Der findes et ganske omfattende ritual, som gennem snart 35 år har fået lov til at slå rod og vokse sig stort og stærkt. Urokkeligt har kæresten erfaret. Kun åbent for tilføjelser ikke forandringer.

Jeg er så heldig at den jeg elsker har taget fødselsdagsbegejstringen til sig. Det holdt ellers hårdt i starten. Kjæresten stammer nemlig fra en såkaldt fødselsdagsfremmede familie (Og ja, et af ovennævnte skrækeksempler stammer fra ham). Og da min fødselsdag nærmede sig det første år vi var sammen, prøvede jeg diskret at bringe ritualet på banen. Men lige lidt bed det på. Dagen oprandt. Vi var taget i sommerhus og håbet levede stadig.

Jeg vågnede af mig selv, med en sovende mand ved siden af mig, godt nok min kjæreste, men stadigvæk, sovende… jeg gav det lidt tid. Tænkte: det kan hænde han ikke har hørt vækkeuret. Hold dig til planen. Sov rævesøvn. Da kæresten vågnede to timer senere, var jeg på grådens rand og som dagen skred frem blev det bare værre og værre.

Jeg måtte langsomt erkende at intet var som det plejede. Og ikke bare på en lille ubetydelig måde, men på en gigantisk, enorm og ubehagelig måde. Da jeg selv måtte lave morgenmad fik håbet dødsstødet og jeg ringede grædende og i ly af nogle buske til min mor, der upassende, men meget pædagogisk, benyttede lejligheden til at belære mig om multivers og univers.

Her må det tilføjes at jeg i en alder af 26 aldrig havde fejret fødselsdag uden mine forældre. Selv da jeg var flyttet hjemmefra dukkede de op tidligt om morgenen med mine venner, flag, morgensang og som tovholdere på ritualet.

Nu stod jeg med en lang næse i Saltbæk, med dårligt mobilsignal, en mor uden situationsfornemmelse og en kjæreste, der angiveligt ikke så nogen særlig anledning til at fejre dagen hvor jeg, hans dame, hans prægtige dame, var kommet ind i verden. Der var hvad man populært kan kalde, lidt dårlig stemning på adressen. Siden blev den bedre, men den dag følte jeg mig som George Foreman rundt 1974.

Kjærligheden blev knubset, men den holdt og fødselsdage er siden blevet behørigt fejret.

Fylla år (2009)af Emma Adbåge handler om hvorfor det hedder sådan. At fylde år. Man fylder en skål med jogurt, en kop med kaffe, men hvad fylder man med år? Den handler også om hvad man så gør når nogen, eller én selv fylder år. Og kunne det i virkeligheden ikke være så skønt, så skønt at have fødselsdag flere gange om året?
Emma Adbåge har en særegen streg, som man enten elsker eller hader. Hendes mennesker og dyr er ikke kønne, nærmest tvært imod. Men de er forskellige, præcis ligesom mennesker er flest. Jeg personligt er tosset med hende!

Katrine Marie Guldager har skrevet en hel serie om pigen Ignora, der bor i et vandtårn med en masse katte og hunde. Hendes forældre er fraværende. Hverken døde, eller bortrejste. Bare ikke til stede. Der er også en søster. Hun bor sammen med Ignoras mor. Et andet sted. Bøgerne henvender sig til mellemtrinnet og behandler filosofiske og tunge emner som ensomhed, mobning, kærlighed og så videre, og så videre…

I Frøken Ignora fylder år (2008) har Ignora fødselsdag. Det skal fejres behørigt. Og da Ignora er alene, er det jo også hende der må stå for alt det praktiske. Bagning af kager, invitationer og ikke mindst den vanskelige stillingtagen til hvem der skal inviteres. Der er nemlig det problem, at der er to piger i klassen, Lise og Lotte, der hviske-tisker. Og ikke nok med det. De hviske-tisker om Ignora. Så derfor vil Ignora ikke have dem med. De er ikke hendes venner. Hun bringer sit dilemma for den eneste faste voksenautoritet i serien, fiskehandleren. Meget lidt politisk korrekt støtter han Ignora i hendes beslutning og Lise og Lotte bliver ikke inviteret med til festen. Basta!

Ignora er en pragtfuld pige, der på mange måder minder om Pippi Langstrømpe. Hun er egenrådig og umiddelbar. Hun er menneske i sin reneste form. Hun indgår i fællesskaber, men går helst sine egne veje, dog gerne i selskab med kæresten George, dyrene og fiskehandleren.
Ignora-bøgerne er alle illustreret af Charlotte Pardi. Det er farverigt, mægtigt og løst i stregen. Med andre ord herligt!

I 2008 udkom Ur-Pippi, den første bog om Pippi Langstrømpe. Eller det vil sige, det var jo langt fra den første bog om Pippi, men det var det første manuskript som Astrid Lindgren i 1944 havde givet sin datter Karin i fødselsdagsgave.
Samme år gjorde forlagsgiganten Bonniers noget så eftertrykkeligt i nælderne og afviste manuskriptet. Det fejl gjorde Rabén & Sjögren ikke og derfor udkom Pippi Langstrømpe i 1945. I den udgave var der dog blevet luget en smule ud i Pippis antiautoritære væsen og samtidig var den fækale komik også blevet vejet og fundet for let.
I Ur-Pippi findes historien om den dag Pippi inviterer til fødselsdagsselskab i Vila Villakulla. Pippi er en storslået vært. Hun inviterer, trakterer, forærer og celebrerer. Samtidig bliver der plads til en spøgelsesjagt på loftet og drømme om fremtiden.
Ur-Pippi er ikke som sådan henvendt til børn, men snarere til Pippientusiaster, der glædes over sammenligninger, kommentarer og selv det mindste pip om Pippi.
Bogen er udover originalmanuskriptet udstyret med et omfattende kommentarafsnit, efterord og herlige synoptiske sammenstillinger.
Det er vidunderlig nørdet.

Og så nåede vi til vejs ende med fødselsdagsindlægget. Eller nåede vi i stedet frem til begyndelsen? Morgendagen vil forhåbentlig gøre os klogere…

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Hjemmefronten og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s