Fanefjord rimer på hor og tror

Hvis du vil have børnebøger eller løjerlige familieanekdoter, så må du trøste dig med et ældre indlæg eller tålmodigt vente på at jeg får has på bunkerne der venter. Dette indlæg kommer nemlig til at handle hardcore om kalkmalerier. Hell yeah!

Der er værksteder og malere, der har præget de danske kirker i større grad end andre. Dette skyldes for størstedelens vedkommende ren og skær popularitet og medfølgende efterspørgsel.

Kirkeudsmykningerne kan enten tilskrives et værksted eller en maler ved hjælp af en signatur, som det er  tilfældet med Morten Maler eller mere indirekte som træskomaleren, der afbillede en træsko i sine værker i ca. 25 kirker på Fyn.

En klassificering kan også bero på en bestemt malestil, eller særlige karakteristika, fx malede Isefjordsværkstedet altid teglene på husene liggende på langs og Elmelundemesteren malede langhornede djævle.

Endelig kan selve billedprogrammerne også være medvirkende til at placere en udsmykning i forhold til værksted.

Fanefjord kirke er udsmykket af Elmelundemesteren omkring  år 1500. Elmelundemesteren har fået sit navn efter udsmykningen i Elmelunde kirke, men han har også udsmykket Keldby, Nr. Alslev, Tingsted og Åstrup kirker.

Elmelunde kirke er beliggende på en bakketop med et næsten tåbeligt idyllisk vue til fjorden. Det er havblik, hvidkalkning og på en god dag, et Dannebrog der vajer i vinden. Det er med andre ord Dansk Folkepartis vådeste drøm, som jeg denne højhellige, solbeskinnede søndag parkerer bilen foran.

Jeg har set billederne masser af gange i bøger, men jeg blev alligevel overvældet i en sådan grad at mælet blev mistet og tårerne trængte sig på, da jeg åbnede døren fra våbenhuset og trådte ind i selve kirkerummet. Over tre dobbelte hvælv udspillede Skabelsen, inkarnationen og fortabelsen sig. Og jeg labbede det hele i mig.

Elmelundemesteren havde ingen kvababbelser over at afbillede Gud, udstyret med glorie og bare fødder (som Fader, så Søn fristes man til at sige…) skabende både dette og hint fx en havfrue, lidt krebsdyr og en snas universum.  Det fulde skaberværk rummes i et hvælv over fire fag, på nær skabelsen af kvinden, der en kende misogynt er placeret i det hvælv, der rummer menneskets deroute (slange, æble, figenblad, keruber, sværd etc.).

Dommedag er placeret på triumfvæggen mellem skibet og alteret, der er helvedesgab og himmelby, Maria med begge bryster blottet, anråbende Kristus om barmhjertighed for synderne og selvfølgelig Majestas Domini tronende over hele affæren, ledende slagets gang.

Mine favoritskildringer er uden tvivl Judas selvmord, strategisk placeret lige over udgangen, så det var det sidste kirkegængerne så inden de bevægede sig ud i verden efter gudstjenesten. Judas hænger fra et træ, mens en djævel fra hans bug fremdrager en minijudas, det vil sige hans syndige og yderst fortabte sjæl. En anden djævel svæver over Judas lig med en hævet kølle.

Dette motiv findes i mange andre danske kirker, men det er første gang jeg ser det live.

En anden er skildringen af de sladrende kvinder. To kvinder sidder på kirkebænken, de er repræsentative for beskueren og det er således meningen at vi skal se os selv i deres sted. De sidder antageligt og sladrer i stedet for at lytte til præstens forkyndelse. Dette går dog ikke ubemærket hen, men i modsætning til hvad man måske kunne forvente er det ikke Gud, der holder regnskab, men djævelen. Og sikke en kleppert. Han fylder hele fagets højre side, stående med pen og papir, noterende kvindernes syndfuldhed.

Tager du noter?

På to sten sidder et slagent par. I mellem dem står en rank engel. Det er dagen derpå for Adam og Eva. Den blev høj i går og nu er det til at tage skraldet. De er godt klar over at det her er noget andet end at smadre fars bil eller have inviteret for mange fra facebook til festen. Det her er alvor. Far er vred.

Moralske tømmermænd.

Endelig er jeg umanerlig begejstret for dommedagsskildringen, der er begrænset til den underste del af triumfvæggen. Der er en klassisk opdeling af frelste og fortabte, der føres henholdsvis til himmelby og helvedesgab. De er nøgne for sådan er det jo at stå op af døde til dom, come as you are, som Kurt Cobain sang i 90´erne. Men de bliver, ulig Adam og Eva, der efter at have nydt en let eftermiddagssnack i Paradisets have sammen med deres nye kammerat, Slangen,  ikke overvældet af skam.

Det herlige ved skildringen er, at der i de frelstes gruppe ikke er optræk til glæde at spore. En mild benovelse er vel på sin plads, men direkte nedadvendte mundvige synes jeg er decideret upassende. Ligeså upassende, men i grunden forfriskende, er det at skildringens eneste smil sidder på en ung mand i anden række yderst, godt på vej ned i Leviathans gab. Så har skiderikken, sgu også fortjent det!

De fortabte på vej mod fortabelsen

Jeg satte mig ind i bilen og kørte gennem havet af gallerier og kunsthåndværkudsalg tilbage til sommerhuset. Lun om hjertet og små 200 billeder rigere.

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Kalkmalerier og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Fanefjord rimer på hor og tror

  1. Mikael Holmberg siger:

    Djevelsk fine bilder! Trenger forresten illustrasjoner til en artikkel om djevler i kunsten (til et norsk kunsttidsskrift), er det mulig å kjøpe et bilde av deg?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s