Livet er farligt. Langt farligere end du tror.

Dengang jeg var barn havde jeg min egen økse. Den brugte jeg når jeg kløvede brænde ude i gården. Jeg havde også en kniv. Den brugte jeg når jeg snittede pile af hyldegrene. Jeg fik lov at save med motorsaven. Og jeg lovede højt og helligt, at jeg ikke ville løbe med en saks i hånden, for derefter naturligvis at gøre det. Men jeg klippede med rigtige sakse, med rigtige skær. Ikke noget plastikhalløj der!

Jeg kravlede op i toppen af rødbøgen og hang og dinglede, mens jeg sang børnesange(!) i en lyserød hårbørste. Jeg legede i åen og på hølofter. Jeg rørte ved elhegnet og så med spænding til mens en venindes lillebror tissede på selv samme hegn. Jeg rensede mine hænder i terpentin, når jeg havde været med til at male, og ikke sådan lidt duppe, duppe, men store skvulpende udladninger, der forsvandt ned i afløbet og i mine lunger.

Og så spiste jeg nødder. Jeg spiste hasselnødder, jordnødder og peanuts til det væltede ud af ørerne. Mine forældre ligefrem opmuntrede til knækning, viftede med den skinnende tang, der på magisk vis fik mig til at fremstå hyperstærk og Herkulesagtig.
Utænkeligt i vore dage (for de af jer der ikke har børn eller har med børn at gøre, kan jeg oplyse at nødder og pædofile battler om at være det mest skræmmende nybagte forældre kan forestille sig, overgå deres pode. Pædofile kan alle forstå, men nødder?
Selv levede jeg i lykkelig uvidenhed indtil jeg blev svanger og fik den statsfinansierede /Pampers- sponsoreret bog om graviditet udleveret af min læge. Heri står at nødder kan få lungevævet til at visne, så hastigt som en guldfisk glemmer).

Økser, fri fysisk udfoldelse og nødder ad libitum. Jeg levede med andre ord ganske på kanten, dengang i firserne. Jeg levede i alt fald, for jeg oplevede, jeg gjorde mig erfaringer, jeg slog mig, jeg skar mig, jeg blødte og jeg græd. Men jeg blev inkluderet, jeg deltog og bidrog med det jeg kunne, jeg blev trøstet, jeg blev stolet på og jeg havde frihed til at blive menneske.

Jeg har for nyligt selv været igennem forældremøllen. Jeg har skulle bevare fornuften og selv finde en vej, da autoriterne tilsyneladende havde mistet den og i stedet for at tilbyde hjælp kun galpede forbud og advarsler ud. Ikke mælk så bliver dit barn overvægtigt senere i livet og allergiker, ikke flaske for så bliver dit barn mindre begavet, mere sandsynligt overvægtigt og allergiker, ikke sove på maven for så kan dit barn dø, ikke sidde før kravle for så får dit barn en dårlig holdning, ikke make up, creme eller et enkelt glas vin under graviditeten, ikke salt i maden, og absolut ingen nødder (og popcorn) førend barnet er fyldt fem.
Senest advares gravide om den snigende fare i hjemmet, støv fyldt med hormonforstyrrendestoffer. Det er ingen leg at være i lykkelige omstændigheder.

Og det er såmænd ikke fordi jeg tvivler på at der er videnskabeligt belæg for alle disse pegefingre der vifter vildt i luften, men hvorfor må vi ikke bare have lov at nyde at vi har fået et barn?
Det er jo ikke fordi jeg ikke bekymrer mig, men det klarer jeg så rigeligt selv. Jeg har ikke brug for en pamflet med ekstra bekymringer, som jeg da lige kan kaste oveni den i forvejen kæmpemæssig bunke.

For det meste er jeg vældig cool, hvis jeg selv skal sige det. Han må røre ved knive, han må klatre, springe, stikke fingrene ind til dyr med tænder, han må falde og bløde, han må hjælpe til med at lave min kaffe (kogende vand, kværn und alles) og han må gå med en saks. Det er fedt. Det gavner hans udvikling og gør ham i stand til at håndtere de udfordringer han uden tvivl vil møde i sit liv. Kroppen husker.

Men de satans nødder! De har sgu fået skovlen under mig! Jeg kan ikke få mig selv til at give ham nødder. Jeg ser cigaretpakkebilleder for mig af sort, dødt væv hver gang jeg ser en bette nød og må tøjle min egen angst når hans lynhånd ved sjældne lejligheder har fanget en mandel og stoppet den i munden. Sveden pibler frem på panden, mens man laver et mindre overgreb på sit barn for at tvinge munden op og grave den oliebefængte totenschlager ud af den uforstående og efterhånden ret kede af det mund.

Jeg arbejder med det og før jeg ved af det er han blevet fem og så skal den få hele armen! Nødder til højre og venstre, salte og med baconsmag, sukrede og i ris a la manden og tænger der lystigt knækker. Forløsning!

Ulrik T. Skafte har skrevet en herlig bog om det farligste sted i verden – hjemmet. Den mundrette titel lyder i al sin enkelthed Verdens mest uheldige dreng Frederik Falderik – En fortælling om en enestående verdensrekord i ulykker og uheld(2011).
Læseren præsenteres af en anonym fortæller for en ekstremt uheldig og plaget dreng, Frederik. Frederik er indehaver af en noget særegen verdensrekord. Han er forsvarende mester i ulykker. Og ikke Emil fra Lønneberg – ulykker, altså skarnsstreger, men rigtige bloddryppende ulykker. På den lokale burgerbar er en udstilling af alle de ting, der har været indblandet i Frederiks rekord. Der er kæmpesakse, gift, elkedler, fyrværkeri og meget, meget mere. Hvor meget mere får man at se på de følgende sider.

Hvert opslag består af en lille tekst på højre side og en fold ud illustration på venstre side, hvor uheldene og skaderne udpensles drabeligt i Cato Thau Jensens fabelagtige streg.
Bogen er udgivet af Børneulykkesfonden og bagerst er en miniguide i børnesikkerhed i hjemmet.

Damen der elskede sin dreng (2006) er skrevet af Kim Fupz Aakeson. En dame får et barn. Hun elsker ham, selv om han som de fleste små børn er dum. Men mens hun elsker ham se hun nyheder og så bliver hun ængstelig. Alt det grumme der kan ske forestiller hun sig og ængsteligheden tager til. Drengen bliver større og det samme gør de forstilte farer. Til sidst ender damen med at sætte sin kærlighed i bur, fuglebur. Her bor drengen så i sikkerhed fra verden og damen får fred for som hun blandt andet siger:” Jeg vil hellere have en dreng med fjer,(…) end jeg vil have en dreng, der får en flyvemaskine i hovedet.”
Det der nemlig er ved at ske, er at drengen langsom forvandles til en due og en dag da damen er ved at gøre buret rent flyver drengeduen ud af et vindue. ”Så trist ender nogle historier. Ja, det vil jo sige, for drengen var det ikke spor trist. Han sidder sikkert på et dejligt tag og kissemisser med en eller anden hundue og er tyk og fed af pølsebrød. Og er brandgod til at lave fuglebæ, ude i Brønshøj måske.”

Molevitten er skønt og sikkert illustreret af Rasmus Bregnhøi.

Til næste gang, lev livet, men tag Jer i agt for nødderne!

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Hjemmefronten og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Livet er farligt. Langt farligere end du tror.

  1. Freja siger:

    Tak, Charlotte! Vi Prøver også med knive og løse ledninger, selvom rosiner jo her udgør en værre trussel. En GIFT-trussel!! Tænk, som sund slik har muteret over the years…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s