Vi med dyr

Efter vi forlod Sydhavnens slum og flyttede på landet fik vi dyr. De første dyr jeg kan huske var hunden Casper (hvis tragiske endelige vi hørte om i går) og så hønsene.

Hønsene holdt til i en hønsegård bagerst i haven og der var altid dunkelt og en duft af hø. Men midt i æggeidyllen stak en gnaver sit ucharmerende fjæs frem med jævne mellemrum. Det var rotten. Og sandt skal være sandt, der har højest sandsynligt været mere end en. Min far lagde gift, små lyserøde kugler og formanede mig kraftigt om at dem måtte jeg aldrig spise eller røre ved, hvilket blot gjorde dem endnu mere attraktive. Jeg holdt dog trangen til at putte dem i munden i ave til bedste for alle.

Engang fik min far et æg af en kollega. Det var et andeæg. Med stor spænding lagde vi det under en liggesyg høne og til vores store forundring tog hun imod det. Snart klækkede ægget og vi havde en lille ælling. Jeg var så forgabt i den ælling, hvilket gjorde den forfærdelige ulykke, der snart indtræf, så meget desto værre at bære. Ællingen endnu utryg ved sit rette element, druknede i vandskålen i buret. Den blev den første af en lang række Hitzner-Jørgenske dyr som blev stedt til hvile under havens forsythiatræ. R.A.P.

Efter hønsene fulgte kaninerne. De blev indlogeret i hønsehuset, hvor de en kort overgang levede i fredelig sameksistens med de sidste sejlivede suppehøner. Kaninerne fik vi af nogle af mine forældres venner. De var langhårede og krævede derfor en del plejning, så min mor og far lærte sig at klippe dem. De store poser med uld blev afleveret hos naboerne Basse og Stine, der gik til spinding (dengang det stadig havde noget med en rok at gøre) og kartning. I bytte fik jeg lov at spille på deres elorgel så ofte jeg lystede.

Kaninerne gjorde som kaniner gør og snart havde vi en del flere end to. Og der var jo god plads i hønsehuset, så det gjorde ikke det store. Ren lykke. Men ak, så stak rotten sin grimme snude frem igen. Jeg havde tømt buret for lort (kaniner producerer uanede mængder af lort. Det er godt lige at have i baghovedet inden man anskaffer sig dem), strøet frisk halm og fyldt vand i skålen, da jeg i blinde stikker min lille barnehånd ned i den store hvide slagtebalje fyldt med foder og kan mærke noget blødt stryge hen over min hånd. Jeg skriger og styrtende kommer min far. Han skubbede mig resolut til side, rev rotten op af spanden, og pryglede den derefter ihjel med sin træsko uden hælkappe. Bagefter spulede vi blodet væk med haveslangen, og jeg huskede altid at kigge i spanden inden jeg stak hånden derned.

Kaninerne var krævende og min lillesøster og jeg mistede gradvist interessen, så mine forældre afsatte dem til noget families venner. Det var rart at vide de var et godt sted og at andre børn nu havde glæde af dem. Præcis hvor meget glæde, fik vi at vide til førstkommende familiearrangement, hvor den nye ejer, mor Anni, fortalte mig og søs hvilke fine handskedukker de havde lavet ud af Snehvide og Albert. Noget i os brast.

Vi kan stadig tale om episoden med den helt rette mængde foragt i stemmen. At tænke sig…

Christina Hesselholdt har skrevet bogen Plet, Langøre og et bjerg af kaninlort (2011). Bogen handler om en mor og datter der får kam til deres hår ved anskaffelsen af to primadonnakaniner, der i tilgift til at overskide hele lejligheden på kryds og på tværs, ikke kan udstå synet af hinanden. Eneste hjælp er den store kaninbog som mor og Sola, som pigen hedder, jævnligt rådfører sig med.
Bogen er illustreret af Kirsten Raagaard.

Jeg har tidligere skrevet om Kurt og Kio, dengang de ville have en hule. Nu vil de i stedet have dyr. Lisen Adbåge har skrevet og illustreret Kurt och Kio vill ha djur (2010). Som titlen mere end antyder handler det om jagten på et dyr. De to sære fyre med pølser på hovedet, Kurt og Kio vil have et dyr der er deres. Men hvordan finder man et dyr som ikke allerede tilhører en anden? De starter deres søgen på loppemarkedet. Der køber de en papegøje, der straks stikker af. De følger efter den og ender ved nogle heste. Hestene bliver til mange andre dyr, der alle skaber problemer for de to gutter. Endelig finder de en løsning med fru Fortunas hjælp.

Vi hittar Smulbert (2009) af Emma Adbåge, handler om en tur til stranden. To børn og deres mor smører madpakker og kører til vandet hvor mor soler sig og børnene begynder at lege i sandet. Der finder de en lille bille. De leger med den i vandet og lægger den bagefter til at dase på et blad, så den kan tørre i solen. De døber den Smulbert.
Mens Smulbert tørre leger børnene videre og først da de vil vise ham det flotte sandslot de har bygge går det op for dem at han er stendød. Dette udløser en mindre krise, som dog bedres af et overkørt pindsvin.
Forfatteren har selv illustreret noget så mageløst.

En anden gang kan jeg berette om mine dyrskueår, badningen af mine høns, Aksini keramik og traumatiske oplevelser inden dommerbesøget. I kan glæde jer!

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Hjemmefronten, husdyr og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s