Ferie, 1. etape

Selv om jeg voksede op i 80´erne kom vi altid på ferie. Ikke Mallorca,Tenerife eller andre steder hvor svineavlerne og deres børn havde råd til at flyve hen. Vi var en kør- selv- familie. Da jeg var helt lille og pengene færrest kørte vi til Tyskland, hvor vi kunne bo hos min onkel og tante. Tyskland var Aldi, Pumuckle og måske hvis man var heldig, chips mens de voksne spillede canasta.

Da Morris Mascotten blev udskiftet med en 5- dørs hvid Daihatsu kom min morfar på besøg og målte og talte og så fik vi en campingvogn.

Min mor er ud af en gammel camping- og kanoslægt og da den lille buttede vogn stod i indkørslen begyndte en forsommer med et heftigt program. Vi skulle træne opsætning af fortelt, nedtagning af ditto, vi skulle øve at pakke vognen, opredning af senge, og sikker anvendelse af de i følge min far vanvittig farlige gaskogeplader. Og så skulle vi på en øvetur på ”grunden”. Grunden var et stykke jord som min farmor og farfar havde givet hver af deres sønner, da området omkring den gamle slægtsgård blev udstykket til sommerhusgrunde. Der var ingenting på ”grunden” udover en vandhane og uigennemtrængeligt krat og således var stedet ideelt til at afprøve om vi som familie havde det der skulle til for at klare et ophold på selv den mest primitive campingplads i Europa.
Vi bestod testen, fik pølser og kartoffelsalat og hørte Kirsten og Søren vinde det danske Melodi Grand Prix i den batteridrevne transistorradio.

Samme sommer begav vi os af sted. Sydpå. Forbi min onkel og tante. Helt til Harzen. Her blev jeg lillepigeforelsket i en dreng fra Jylland, der var lang i nakken og havde strit på toppen. Vi spillede havebadminton hver dag indtil en skæbnesvanger aften, hvor begge familier gik tur i bjergene og jeg faldt over en træstub. Jeg måtte bæres ned i brandmandstag af hans far, der var falckredder og køres til en tysk skadestue. På skadestuen blev min mor gennet ud af undersøgelseslokalet og jeg var ladt alene med skarpt lys og et sprog jeg ikke forstod. Sygeplejerkerne prøvede at være søde, mens de gipsede mit ben ind, men tysk er ikke et sprog med en naturlig beroligende tone og jeg husker at mit hjerte bankede utrolig hårdt mod mit bryst.

Så var det slut med badminton og jeg priste mig lykkelig over at have pakket bøger nok til at holde kedsomheden stangen.

I Hanne Hundige og sommerferien (2003) af Tomas Lagermand Lundme møder læseren Hanne. Hanne er en pige omkring de 7 år. Mor og Hanne skal på bondegårdsferie hos onklen Bobby Brun og dennes kone Julia Mogensen. Og som om det ikke var spændende nok at skulle på ferie på landet, kommer der ekstra flødeskum på toppen fordi Hanne Hundige har fået sin helt egen hest i julegave og nu skal møde vidunderet for næsten allerførste gang. Den hedder Bobby Mogensen og er helt vidunderlig, synes Hanne. Men da de mødes er det som om navnet ikke rigtig passer og over et par halve med sommersalat kommer Hanne på et passende navn: ”Poul er faktisk det fødte hestenavn til lige sådan en hest som Hannes.”
Senere får mor og Hanne selskab af far og Hannes prinsepudler Joachim og Frederik og ferien er bare helt perfekt.
Bøgerne om Hanne Hundige er illustreret forrygende af Rasmus Bregnhøi.

Nordmanden Stian Hole har skrevet tre bøger om drengen Garmann. De fleste er enige om at det er små kunstværker med en unik form for illustration, der er en blanding af tegning, collage og foto. Der hvor vandene deles er omkring indholdet, for Hole er ikke bleg for at inkludere mistrøstighed, angst og uhygge i sine fortællinger. Men det værste er at han ikke rydder op efter sig. Han lader læseren hænge og dingle i uvisheden sammen med Garmann, og det kan man ganske enkelt ikke. Mener nogen.
Men nu til selve historien, så vender jeg tilbage til polemikken senere.
I Garmanns sommer (2006) møder læseren Garmann. Garmann er seks år gammel og ferien går på hæld. Det betyder at første skoledag nærmer sig med en hast, der er nok til at tage pusten fra enhver. Også fra Garmann, der har sommerfugle i maven og angst i kroppen.
Garmann får besøg af sine tre gamle tanter, hvis store brysters trykken mod hans ansigt i omfavnelsen, virker trygge og beroligende. Tanterne har al tid i verden og Garmann ville ønske at han havde det samme.
Historien er centreret omkring afslutning og begyndelse, om kendt og ukendt. Garmann befinder sig i det angstprovokerende limbo lige midt i mellem, og det kan ikke være anderledes. Følelser kan deles, men de er subjektivt erfaret og netop dette formidler Hole umanerlig smukt.
Det er da også her, i limbo, læseren forlader Garmann, med ordene: ” Det är tretton timmar kvar tills skolan böjar. Och Herman oroar sig (Jeg citerer fra en svensk udgave hvor Garmann hedder Herman).”
Og det er netop disse ord og denne afslutning, der er for stærk kost for nogen. Men efter min mening slutter en fortælling ikke med det sidste punktum i en bog. Fortællingen fortsætter når man taler sammen om det man har læst. Som oplæser har man et ansvar for at runde af og samle op, for at samtale om den fælles oplevelse man lige har delt med dem man har læst op for. Hole udviser efter min mening en stor forståelse, begavelse og respekt for afsenderens rolle i forhold til modtageren. Han placerer et medansvar hos sine læsere, de skal selv deltage i fortællingen. Børn kan tale om det meste. Det er den voksnes hæmninger og berøringsangst i forhold til emner, der kan ende med at tage håbet fra de kære små.
Grundet ophavsret kan jeg ikke her på siden vise udpluk af de mageløse illustrationer, men jeg kan linke som en i fanden. Se kommentarfelt. Gør det!

Næste gang skal vi høre om 90´er ferierne. Vi ses.

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Hjemmefronten og tagget , , . Bogmærk permalinket.

3 svar til Ferie, 1. etape

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s