Ham med det lange…

Der er gået noget tid siden sidst. Det var som om, at jeg efter specialet var blevet vekslet til et bolsje, ikke havde mere skrivning i mig. Det er sikkert helt normalt og jeg er da ingenlunde nervøs for, at jeg nok skal komme i sving igen.

Men efter specialet kom a-kassen og efter a-kassen kom(mer) Pastoralseminariet. Fælles for a-kassen og Pastoralen er at de begge gerne vil have ting, tit. Gerne på mail. A-kassen rigtig gerne over smartphone. Og hvor meget jeg end foragter a-kassen, må jeg give dem anerkendelse for ikke at afkræve mig et udsagn om mit ”kirkelige ståsted” i mit CV. Noget der hylede mig ganske ud af den, for jeg har sgu da ikke noget ståsted. Jeg famler omkring. Det er noget nær et slumpetræf at jeg formåede at få et eksamensbevis fra en akademisk uddannelsesinstitution. Men den slags krav giver jo anledning til at lade mit uovertrufne talent for at væve, folde sig ud i fuldt flor. Og jeg skal love for der blev vævet. Men de fik hvad de skulle bruge. For nu. Jeg har allerede fået en ny mail, med nye krav, der kan holde mine ledige hænder varme.

Noget af det jeg skal, er at læse, eller genlæse en utrolig kedelig bog. Det er ikke et fjollet krav, for det er fire år siden jeg sidst, med lettelse, lukkede den lilla basse og satte den på fagbogshylden, rystede en gang på hovedet, lige som for at klare tankerne og derefter åbnede en flaske champagne for at fejre, at jeg nu var bachelor. Men jeg har måtte konstatere at bare fordi jeg er blevet kandidat, er bogen ikke blevet mere spændende.

I stedet har jeg kastet mig over Bibelselskabets serie Bibelstærk. Det lyder kedeligt, ikke sandt? Og det plejer det også at være, for guderne skal vide, at der er blevet famlet en del for at prøve at ramme det unge publikum. Værst af alle forsøgene var manga-fadæsen. Men det her, det er anderledes og det virker fordi fokus er på den gode fortælling og ikke på hvad folk mon vil have.

Det er billedbøger, der genfortæller nogle af kioskbaskerne fra det gamle testamente fx Daniel i løvekulen, beretningen om Babelstårnet og den forfærdelige tragiske historie om Sodoma og Gomorra. Det der er fabelagtigt, er at Bibelselskabet har gaflet Peter Mouritzen, der er en mester med sprog og i tilgift også en røvfuld af de bedste danske illustratorer, hvoraf stjernen efter min mening så absolut er Otto Dickmeiss.

Serien tæller indtil videre 10 titler og jeg vil kun komme ind på et par stykker af dem her. Om alle kan jeg dog sige at de er yderst læseværdige, både hvis man specifikt vil læse noget med et kristent indhold for sit barn, og hvis man blot vil underholde(s).

De onde byer (2007) er fortællingen om Sodoma og Gomorra og ikke mindst deres undergang. Gud sidder på en sky med sit lange skæg og får nys om hvor forfærdeligt det står til i byerne. Men Gud render ikke med en halv vind, så han beslutter sig for at stige ned og få syn for sagen selv. Med sig tager han to store bevingede klepperter, der ”… var i Guds hemmelige tjeneste og et par skrappe drenge, der sagtens kunne fungere som skytsengle også, hvis nogen skulle finde på at skubbe til Gud.”
De tager lige et smut forbi Abraham i Mamrelund, hvor Gud slapper af under et træ, lover Abraham en søn og irettesætter Sara (bagefter bløder han dog op igen og kalder hende for Hebrons rose. ”Gud kunne være streng, men han var god til komplimenter.”).
Som voksen læser med en lidet flatterende hang til bibelske obskure og sensationsprægede beretninger, var jeg spændt på hvorledes selve Sodoma og Gomorras uvenlige modtagelse af klepperterne ville blive præsenteret for børn. Men her er ingen forsøg på anale voldtægter(jeg vil få så mange ubehagelige googlehits på det); Dickmeiss leverer dog en røv med horn, et tohovedet misfoster og en knivbevæbnet orm, der deler ikke så få lighedspunkter med sandormen i Beetlejuice. Det er en gotisk fryd for øjet.
Fra sin komandosky beordrer Gud via spionofon at Lot skal reddes, og reddet bliver han. Pyha!
Illustrationerne er mageløse og vækker mindelser om Hieronymus Boschs gengivelser af dødsynderne og helvede.

I Drengen der drømte dumme drømme (2009) fortæller Peter Mouritzen historien om Josef og hans brødre. Josef er hvad man i dag ville kalde clairvoyant til husbehov. Problemet er at de drømmesyn han får, har tendens til at placere Josef i yders gunstige positioner, ofte opfulgt af andres bukken og skraben. Og nu ved læseren jo at Josef er Guds redskab, men en del af denne læser kan også godt forstå hvorfor Josefs brødre griber til yderligheder og skaffer sig af med vigtig-peren(de overfalder brormand og sælger ham til førstbydende). Josef ender i Egypten hvor farao lider af kogalskab. Han drømmer om køer i en evindelighed, men ved ikke hvad drømmene betyder. Det kan Josef hjælpe ham med og han er ”…klog nok til at fedte for farao.” Han er også klog nok til at samle til hobe i de fede år, noget den vestlige og mestendels kristne verden kunne have lært noget af i forbindelse med finanskrisen, men nuvel. Da sulten slider i Josefs brødres tarme, søger de til Egypten og håber på at få noget korn af kornmesteren (Josef). Josef genkender sine brødre og bliver direkte ubehagelig. Han planter et kompromitterende sølvbæger i deres oppakning og beskylder dem for tyveri. Josef bliver dog formildet da han hører om sin gamle fars savn. Brødrene tilgives og dagens lektie er at Herrens veje er uransalige.
Josef, farao og brødrene gives farverigt og smittende liv af Rasmus Bregnhøi.

Kraftkarlen og den dejlige dame (2003) handler om Samson og hans filisterhad. Samson er en særlig fyr, han har en kæmpe manke, hans første ord er: ”Filistre gør mig bister” og så river han løver over. Bare sådan for sjov og så fordi det er glimrende styrketræning. Jeg synes ikke jeg tager munden for fuld når jeg siger at Samson godt kunne bruge lidt coaching omkring det at kontrollere sin vrede. Kulminationen på hans bryllupsfest og et tabt væddemål omhandlende en løves sødhed/dødhed, bliver at Samson binder 300 ræve sammen og sætter fakler i deres haler og slipper dem løs på filistrenes marker. Det lægger en dæmper på festen, især fordi filistrene svarer igen med at brænde Samsons brud og svigerfar inde. Efterfølgende bliver der slået filistre ihjel i tusindtal med et gammeltestamentligt favoritvåben, en æselkæbe. Samson er en fandens karl, men han er ikke for kvik. Det er filisterkvinden Dalila til gengæld. Hun rundbarberer ham både i bogstavelig, såvel som overført forstand, hvilket bliver Samsons fald.
Bøgerne er humoristisk illustreret af Lasse B. Weinreich.

Gud fornøjelse!

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Det der med Gud og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Ham med det lange…

  1. Freja siger:

    Du er tilbage! Hurra!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s