Sære eksistenser og rådne bananer

På Vestsjælland er husene billige og prisen for årtiers indavl dyr. En tur med Ohio-banen vil afsløre at degenerationen tager til jo længere mod Odden man kommer. Det er sørgeligt, men sandt og det forventelige resultat, når man som sine forfædre finder sin udkårne i det lokale skravsamlingshus. I denne smørklat er jeg opvokset og det så ganske glimrende endda.
I baghaven boede ”den gamle”. En ensom særling, der spyttede på gulvet og gav mig porcelænsfigurer ind gennem hullerne i hækken. Mit legehus tog sig i denne periode ganske overdådigt ud med både ”mavepine”, ”tandpine”, ”ørepine” og perlemorshyrdinder på de fritliggende spær.
Over for skolen og klos opad kirkegården boede familien med de 13 børn. 11 af dem var piger, der alle på magisk vis ca. et år efter deres konfirmation fik en uklædelig permanent, ditto briller og et barn.
Hvor byen endte, lå den lokale campingplads. Kun for fastliggere. Der var ikke meget sommerstemning over pladsen, der snarere var samlingssted for socialt belastede mennesker. De kom fra byen, med ølkasser, hunde og løse næver og boede, for de flestes vedkommende hele året i røvrenden af lillebyen. De var farlige, syntes vi. Og anderledes.
Af og til sneg vi os ned på pladsen og lurede ind af vinduerne, til vi havde pisket en så gevaldig stemning op, at vi blev nødt til at løbe hele vejen hjem til frikadelletrygheden med hjertet hoppende i halsen.
To af campingpladsens beboere stak særligt ud. Den ene hed Folmer og havde strittende tænder. Han lugtede af gris og havde bundet sine bukser op med et stykke sejlgarn. Den anden ved jeg ikke om jeg nogensinde har vidst hvad hed. For mig var han bare ham, der altid bar deres lille hund. De var åbenlyst ikke velbegavede, men deres opfindsomhed fejlede ikke noget. Som fx da den sidste bus til Holbæk var kørt og Folmer fakede et ildebefindende, så ambulancen hentede ham. Eller da den sidste bus til Holbæk var kørt og Folmer, fordi ambulancen ikke hoppede på den med ildebefindende igen, overtalte sin ven til at skyde sig i benet med et haglgevær så de kunne komme til byen alligevel. Eller da de blev taget på fersk gerning på fællestoiletterne i gang med at vaske op med toiletbørsten, fordi vandet var frosset til i deres eget hus og det var lettere på den måde.
En dag var de væk, og længe gik rygtet på, at Folmer var blevet stukket ihjel af sin sambo. Jeg er nu ret sikker på at jeg siden så dem begge stå ombord på bus 66 mod Nykøbing Sj., mod bananens yderste mest rådne ende.

I Ærtehalm (2010) af Tina Sakura Bestle og Anne-Marie Donslund spiller særlinge og misfostre også en afgørende rolle. De to tidligere siamesiske tvillingesøstre Ærte og H, besidder evnen til at dele tanker når de lægger skulder mod skulder; der hvor de engang var forbundne. Det bliver mange gange undervejs i deres jagt på en forsvunden førstetrompetist fra Vardegarden pigernes redning. I en container finder de en bulet trompet, der fortæller historier om smerte og æter. Ærte og H følger trompetens spor til en gammel villa hvor Verdensmanden, en gal videnskabsmand, i sin kælder laver eksperimenter på misdannede børn importeret fra lande som Rusland og Kina. Særlig interesseret er han i et eksperiment, der hedder Homunculus. Eksperimentet består af fjernelse af kraniet så hjernen kan vokse uhæmmet. Først da adskillige hjerneskaller er blevet løftet, lykkes det pigerne at redde sig selv og de indespærrede børn fra Verdensmandens skalpeller.
Bogen henvender sig til de større børn og kan både fungere som selvlæsning og som højtlæsning.
Illustrationerne er holdt i sort/hvid og Rikke Villadsen giver de sære eksistenser liv, med alt hvad det indebærer, på smukkeste vis.

Kim Fupz Aakeson har et begavet blik for det anderledes, sære og vanvittige. I Verdens grimmeste pige (1989) skildrer han hvordan livet former sig for verdens grimmeste pige. Pigens udseende fejler i og for sig ikke noget, hvis det da altså ikke lige var for de kæmpestore uklædelige gule ører hun render rundt med. Lige meget hvad pigen prøver på for at camouflerer sine gevaldige grydelåg lykkes det ikke. Folk peger og hvisker og pigen ender med at isolerer sig i sin lejlighed, kun med fjernsynet som selskab. En dag sker der noget forskrækkeligt. Til den gule farve er stødt adskillige grønne pletter og i tilgift vokser ørerne yderligere. Hverken finsprit eller opvaskemiddel kan stoppe denne udvikling og pigen er om muligt endnu mere ulykkelig end før. Men næste morgen, da verdens grimmeste pige vågner, opdager hun at hun kan vifte med de nu koloenorme gigantiske ører. Langsomt går det op for hende at hun i virkeligheden ikke er verdens grimmeste pige, men en smuk, smuk sommerfugl med gule, grønne og røde vinger. Pigen flyver endelig ud af sit selvskabte fængsel, udi verden og finder lykken.
Bogen er karakteristisk og humoristisk illustreret af forfatteren.

Garmanns gade (2010) af Stian Hole er en af mine absolutte favoritter, når det kommer til børnebøger. Garmann er en tænksom dreng, der prøver kræfter med livet. Garmann vover sig en dag ind i frimærkemandens have. Frimærkemanden er en særling, der bor på Garmanns gade. Engang var han postbud, men nu er hans hoved fuld af usorterede tanker. Mens Garmann står der på tærsklen til det ukendte, bliver hans spirende vovemod knust af Roy fra fjerde. En Roy kender alle børn, min Roy hed Morten. De er typen, der får alt hvad de peger på fx cykler med uanede mængder gear, legetøjet fra reklamerne, tøjet med mærkerne og de svæver til tops i det komplicerede og yders omskiftelige børnehierarki i samme øjeblik de entrerer et lokale. Af og til behøvede de ikke engang at være fysisk til stede, men dikterede in absentia dagsordenen fordi ingen turde falde udenfor, at gøre væsen af sig.
Garmanns Roy udfordrer ham til at stikke ild på den sommertørre græsplæne og Garmann makker ret for han vil ikke være en bangebuks. Men da ilden fænger, fordufter Roy og Garmanns mod blomstrer. Frimærkemanden, der har set det meste fra sit vindue haster til og sammen med brandvæsnet får de ilden under kontrol. Magtbalancen i kvarteret er for evigt ændret og Garmann har fået en ny og sær ven.
Stian Hole har selv illustreret med mageløse kunstværker, udformet som collager, der hver især gemmer på talløse skatte for de eventyrlystne læsere.

Nu er jeg flyttet til en ny rådden banan, Sydhavnen, der lader Vestsjælland intet tilbage når det kommer til særling, freaks og skæve eksistenser. Jeg må nok sande at der dybt i mit hjerte findes en kjærlighed til livet, når det ikke er mest lige, og at jeg derfor befinder mig, hvor jeg har det bedst.

Reklamer

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Hjemmefronten og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s