Hule er, som hule gør…

Huler hang ikke på træerne da jeg var barn. De var i grøfter, på halmlofter, i skurvogne i mosen og på det forbudte loft over vores udhus.

Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg kunne huske min første hule, men en af de længerevarende huler var bag en udtjent sovesofa i kradsuld fra 60’erne, som mine forældre af en eller anden uransagelig grund havde installeret på førstesalen. Hulearealet kunne rumme et seksårig barn liggende og to siddende. Endvidere var hulen udstyret med et spisekammer placeret under selve sofaen. Her kunne hjemmerul i form af havregrynskugler og chokoladekalendere overleve til langt ind i foråret. I denne hule legede mig og en af mine veninder bollelege og her lærte jeg rækkefølgen af ulandskalendere DR havde sendt, til og med Torvet med Poul Richardt, udenad.

Samme veninde og jeg havde en hule langt pokker i vold, i krattet ved siden af en pløjemark. Her vogtede vi over en dyb hemmelighed; et ituslået arvestykke, som i følge den officielle forklaring var ”forsvundet”, men som i virkeligheden var blevet et sagesløst offer for vild og uregerlig leg. Skårene var begravet i den vestsjællandske muld og af uvisse årsager gravede vi ved lejlighed det sønderslåede op og dvælede ved ulyksaligheden.

Præpubertær og famlende prøvede jeg kræfter med løsrivelsen og flirten. I ly af mosen mødtes vi med drengene og spiste slik og læste Anders And. Det var i en skurvogn, smagfuldt beklædt med billeder fra Ugens Rapport og skindtrofæer fra de jagte den havde lagt varmestue til. Der var aldrig antydningen af optræk til hverken kys eller fjas, men den føltes vigtig for min dannelse som voksent menneske. Desto større var harmen da mine forældre forbød mig at overnatte i hulen, fordi det ikke var ”sikkert”. Indignationen er i takt med årene klinget af og som voksen må jeg nok indrømme at tanken om at sende mit tiårig barn ud i en skov, præ mobiltelefon, uden voksne, med masser af vådområder, en kold septembernat, tænder de store NEJ-lamper i mit hoved.

Efter den episode løjede huleriet af til fordel for Lemmys Lavement, halballer og uskønne Pernodbranderter. Men nu laver jeg huler igen. De er under bordene i hjemmet og egner sig særlig godt til læsning, ballonparkering, rosinspisning og spredt prutning.

Mor Muh bygger en træhytte (1995) af Jujja og Tomas Wieslander skildre en ukuelig kos ønske om at deltage i den verden, der omgiver hende. Denne gang bliver hun inspireret af nogle børn, der bygger en hule i et træ. Alt andet end ansporet af sit side kick, den krakilske, flukneppende, regelrette og pessimistiske Krage, påbegynder hun sit eget byggeri. Det bliver vind og skævt, for det er svært at bygge en træhytte, save og hamre, kun med sin hale. Men Mor Muh er ligeglad, hun elsker sin hule. For Mor Muh er det nemlig processen, selve tilegnelsen og oplevelsen af verden, der er det væsentlige, mens det for Krage handler om at være korrekt og ikke stikke ud. Han har selvsagt en del kritik af resultatet. Mor Muh ser med andre og mere akasse-agtige ord muligheder, hvor Krage ser begrænsninger. De er et klassisk makkerpar, der underholder fremragende.
Bogen er herligt illustreret af Sven Nordqvist.

I Der går Tyve-Alfons (1991) af Gunilla Bergström mister Alfons noget vigtigt. Eller gør han nu også det? Nøglen til den hemmelige hule er væk og det var Alfons, der sidst var i hulen. Alfons gennemgår hændelsesforløbet i hovedet og tynges af skylden og mistanken, de andre børn retter mod ham. De kalder ham for Tyve- Alfons og vil ikke tale med ham mere. Han har mistet ikke bare nøglen til hulen, men også sine venners tillid. Alfons kastes ud i en eksistentiel krise. For hvem er man, når ingen kan se at man i virkeligheden er den samme som altid? Er man så en anden? Alfons gør et sidste forsøg på at finde nøglen og hele affæren ender heldigvis lykkeligt.
Bogen er illustreret af forfatteren.

Kurt och Kio vill ha koja (2009) af Lisen Adbåge skildrer to venners søgen efter den perfekte hule. Kurt og Kio er to lidt kiksede typer med pølser på hovedet, der bliver drillet af naboerne. Naboerne har bygget en herrefed hule med dalarhest, altankasse og gardiner i et træ og er selvklart ret tilfredse med egen bedrift. Faktisk så tilfredse at de blærer sig uhørt meget over for Kurt og Kio og formener dem adgang til den forjættede hule. Udelukket fra huledisets have drager de to antihelte ud i verden. De prøver en sandhule, en papkassehule, en trappehule og mange, mange flere. Undervejs finder de forskellige ting, der alle kunne være gode at have i en hule. Da det begynder at regne, og naboerne sidder selvgode og hånende i deres ypperlige hule, finder Kurt og Kio endelig det perfekte hulested – altanen. Her kan de sidde i tørvejr med alle de indsamlede ting og vigtigst kigge overlegent ned på naboerne.
Bogen er prægtigt og farvemættet illustreret af forfatteren.

Smæk et lagen over et bord og kryb i ly med en kop kaffe og en god (billed)bog. November er fremragende til hulebyggerier og lommelygtelæsning.

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Hjemmefronten og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s