Afklippede ører og vanvittige inspektører

Da jeg var ni år gammel slog det klik for skoleinspektøren på min skole. Ikke bare sådan en smule, men helt alvorligt meget. Konen forlod ham og han håndterede det mindre hensigtsmæssigt ved at sætte ild til deres fælles hus og efterfølgende kastede han sig ud i kamikazekørsel på Skovvejen. Indtil da havde han virket ganske fredelig, som han tussede rundt i skolegården med en plastikkop med kaffe permanent fæstnet til håndfladen. Det værste man kunne sige om ham var vel at han var en kende tyndhåret. Og nu var han pludselig farlig, en psykopat, eller det var i det mindste det rygtet på de fælles gangarealer ville vide.

Jeg ved ikke hvad der blev af ham og jeg kan ikke engang huske hans navn, men hvad der derimod står lysende klart i erindringen, er en eftermiddag opslugt af rædsel, fordi en veninde og jeg var overbevist om at han ville komme efter os. Af alle 128 elever havde han nøje udset sig skolens to flittigliser fra fjerde, som mål for hans ophobede vanvid. Vi sad i FDB Londonsofaen og ulden kløede mod min hud, men det var det eneste sted i det kæmpestore hus hvor vi følte os nogenlunde sikre. Lokationen var nøje udvalg og baserede sig mestendels på en over længere tid udviklet evne/besættelse/leg jeg havde, hvor jeg fandt de blinde vinkler i et rum, således at elitesoldater eller forbrydere ikke kunne se mig. Hvis jeg ikke havde været så hunderæd ville jeg sikkert have været ulidelig selvfed omkring min krigerlist. Og så sad vi bare der og bildte os ind at vi kunne høre hans bil, at det puslede ude ved døren og at døren gik ovenpå. Det gjorde den selvfølgelig ikke, men skrækken sad i kroppen længe efter.

Siden dyrkede jeg gyset i litterær form. Som tommelfingerregel kan man sige at gysere ikke lefler for et kvalitetskrav og således må jeg indrømme at min litterære dannelse er anlagt på et ordentlig læs lort bestående mestendels af Stephen King og Dean R. Koontz romaner. Jeg åd majsmarker, klovne, der var edderkopper, cyborger i is, hunde med ekstrem IQ, sadistiske sexscener, talende biler, syge hunde, fængselsromantik, sindssyge sygeplejere og forladte hoteller med stort velbehag.

Nu er jeg bange for hverdagen, for trafikken, for at mine kære skal komme til skade, eller i værste fald dø, at jeg aldrig får et deltidsjob, at ingen kan lide mig, at jeg ikke er klog nok, at en eller anden pervers støder skal hapse mit barn og så selvfølgelig slanger og at rejse til lande der ikke har en udleveringsaftale med Danmark. Selvsagt har jeg intet behov for at supplere yderligere. Eneste undtagelse er når jeg støder på gyset i børnebøger og i anledningen af Allehelgensdag vil jeg gerne dele dette med jer.

Øremanden (2006) af Anna Jessen, Ida Jessen og Jonas Josefsson er noget så sjældent som en regulær billedbogsgyser – på vers. En pige er alene ”i nattens sorte sæk”, og udenfor tusser en olding i laser rundt med bugnende poser. Han vil have at pigen kommer ned til ham på gaden og da hun endelig kommer ned, siger han: ” Stod du der og så på mig i natten når børn skal drømme tungt fortabt?” Hans stemme bliver en dyb og hæslig smatten. ”Om kryb og alt det grimme der er skabt!” Manden fremdrager en kæmpesaks som han fortæller, at han bruger til at klippe ører af sovende børn med og ud af hans poser vælter stinkende afskårne børneører. Heldigvis viser det hele sig at være en mere end almindelig uhyggelig drøm.
Bogen er som altid, fristes jeg til at sige, pragtfuldt og levende illustreret af Cato Thau-Jensen.

Den store røde hund(1998) af Erlend Loe hører til et af nordmandens mindre kendte værker. Ikke desto mindre er det et yderst morsomt, uhyggeligt og læsværdigt et af slagsen. Felicia er på biltur med sine tåbelige bedsteforældre og sin mindst lige så tåbelige bror. Mens morfar og storebror William vifter med dillerne og strinter op af et sagesløst træ, lister Felicia væk ind i skoven. Her går hun rundt indtil mørket kommer snigende sammen med en masse lyde og hun falder over et besynderligt hus, ejet af Roar, der sidder i kørestol og lever af at male ting brune. Roar fortæller Felicia om den store røde hund, en hæslig skabning som frådende fortærer alt og alle den kommer i nærheden af. Det eneste den adlyder, er en særlig megafon, som desværre er forsvundet sammen med Roars ven Harald.
Efter en barsk konfrontation, en snas kvindelist og en tur i udyrets mave finder Felicias den magiske megafon. Sin nyvundne magt benytter hun klogelig til at hævne sig på sin nævenyttige familie.
Bogens illustrationer er en frydefuld blanding af tegninger og collager, frembragt af den mesterlige Kim Hiorthøy.

Monster överallt! (2007) af Matthias Danielsson handler om søskendeparret Emma og Elis, der ikke giver en tøddel for de voksnes håbløst hule forsikringer om, at der skam ikke findes monstre. De ved nemlig, at der er monstre overalt. En nat finder de både et monster under sengen og et lillebitte monster i deres skab. Det er et hårdt job at passe monstre og næste dag er Emma og Elis udmattede efter nattens strabadser, og efter endnu et monster har meldt sin ankomst, denne gang bag isene i fryseren, bliver det nok for Emma og Elis. De orker ikke mere monsterpasning.
Men de er ikke de eneste der har fået nok, det har monstrene også. De er ganske enkelt blevet trætte af børn. De demonstrerer med bannere og slagord og mødes på et internationalt monstermøde, hvor de beslutter at sende det værste af alle monstre efter børnene – pruttemonstret. Uventet reddes børnene af morens fjærte, der skræmmer selv det mest ildelugtende monster væk.
Bogen er fremragende illustreret af Lisen Adbåge.

God fornøjelse, godt gys og græsselig gåsehud. Og så er jeg for resten kommet i tanke om skoleinspektørens navn.

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Hjemmefronten og tagget , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Afklippede ører og vanvittige inspektører

  1. tripola siger:

    Jeg kan godt huske omtalte inspektør. Blot kan jeg ikke helt huske om du var med inde at synge fastelavnssang for ham på hans første dag på skolen?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s