En køn suppedas

Der skete et gradvist skred fra jeg blev gravid, til barnet lå der, og gjorde mig usikker over selv den allermindste ting. Fik han nok af det ene, for lidt af det andet og sagde han anderledes i forhold til i går? Var der for meget eller lidt lort? Havde den den rigtige farve? Og var han i grunden ikke lidt for indadvendt?

Fra at have svoret at jeg ikke skulle deltage i det rædselsfulde kvindefællesskab, der kaldes en mødregruppe, kunne det pludselig ikke gå hurtigt nok med at høre betryggende historier fra andre i samme lækkende båd. Her bør jeg indskyde, at jeg bevidst hele mit liv har fravalgt alt der lugtede af pige/kvindedominerede grupperinger. Jeg bryder mig ganske enkelt ikke om den dynamik, der har tendens til at opstå i disse fællesskaber. Og intet i mødregruppesammenhæng gjorde sit til at ændre denne opfattelse.

Set i bakspejlet burde jeg, selv i mine barselståger, have gennemskuet, at postfødselshormonelle kvinder i søvnunderskud og med betændte og gennemtyggede brystvorter ikke ville være det optimale selskab at stede fordommene til hvile i og få ny positive erfaringer med det at være en mængde kvinder sammen. Nuvel de andre havde det også rædselsfuldt og var ensomme og bange, men starten på et smukt venskab udeblev, mestendels fordi de gik op i om deres dreng fik en rød eller blå tandbørste af sundhedsplejersken, eller om min dreng havde strømpebukser på, eller endnu værre, røde strømpebukser. En mor gav sågar halvdelen af sin indkøbte pakke med sutter til gruppens eneste pige, fordi de var røde. Tre måneder inde i forløbet fandt jeg mig selv have samtalen med de andre om hvorvidt farverne havde tissemænd og tissekoner? Og om det gav nogen mening at operere med pige- og drengefarver? En samtale jeg hidtil kun havde ført med børnehavebørn.

Og i modsætning til børnehavebørnene var mine medgruppister fuldstændig uimodtagelige overfor det tåbelige i at reservere bestemte farver til et bestemt køn. Moderen fra Færøerne lod endda til at være oprigtig bekymret for sin søns fremtidige seksualitet, skulle hans gane og gumme berøres af en let pink tandbørste. Jeg skånede hende for bekymringen og konstaterede tørt, at hvis det var det værste der kunne ske min dreng, så var han et heldigt menneske.

Dette indlæg er en hyldest til børnebøger, der udfordrer traditionelle kønsroller.

Jeg ved ikke meget, for ikke at sige intet om queerteori, men jeg kan se at det stort set er umuligt at finde tøj, der ikke enten er blåt eller rødligt i forretningerne, at der udkommer flere og flere bøger, der en målrettet enten drenge eller piger, at selv glasur på kage markedsføres til drenge og piger og at meget små børn ytrer sig om at noget er rigtig eller forkert fx i forhold til den blå farve på min madkasse(eller den lyserøde på min kærestes). Det gør mig sgu trist.

I 2008 udkom Den dag da Rikke var Rasmus/ Den dag da Frederik var Frida skrevet af Louise Windfeldt for Ministeriet for Ligestilling. Den var et led i et projekt der skulle skabe opmærksomhed omkring køn og ligestilling i daginstitutioner. Bogen består af to fortællinger om henholdsvis Frederik og Rikke, der vågner en helt almindelig tirsdag med et andet køn end det vanlige. Omgivet af stereotyper, der strækker sig fra legetøj(biler og glimmerfeer), til lege(dukkekrog og tur til en legeplads hvor fysikken er i højsæde) til den verbale italesættelse af de to køn(en pædagog, der roser ”en fin trøje” og den fortærskede målpige kontra målmand) Midt i bogen er et fællesopslag hvor de to historier og børn mødes og løse ender rundes af. Selvom dette fællesopslag skulle have været ment som en udviskning af kønsstereotyper, magter forfatteren ikke opgaven og lader Frederik slås mod de farlige dyr med sværd, mens Rikke klarer ærterne med lidt tryllestøv. Rikke synes også at drager er ”ulækre” fordi de bøvser.
Jeg bryder mig ikke om denne bog. Hovedsaligt fordi den er dårlig litteratur. Den emmer langt væk af bestillingsarbejde og søger at presse enhver tænkelig kliche ind undervejs. Mit eget hadeekempel er førnævnte målpige/målmand. Den hives frem hver eneste gang man taler ligestilling i daginstitutioner, gerne fulgt af ”sprog skaber virkelighed”. Ja, men at foregå med et eksempel på det modsatte, skaber i endnu højere grad virkelighed. At en pige er målmand eller en dreng leger med dukker er således ikke et problem, hvis man som den ansvarlige voksne sørger for at præsenterer dette som en mulighed.
Bogen er illustreret af Katrine Clante og er det mest forsonende ved hele projektet.

Pija Lindenbaum har skrevet Kenta och barbisarna(2007), der handler om Kenta som gerne vil være med til at lege med Barbie. Kenta har en megabutch far med camouflagebukser og lokumsbræt, og så er han den bedste til at spille fodbold ovre i børnehaven. Han er legepladsens alfahan, men i virkeligheden vil han hellere lege med den barmfagre blondine i blød plast, Mattels fristerinde, Barbie. Efter en del lurpasning vover han sig nær de legende piger og som et skoleeksempel på hvordan sådan noget foregår i virkeligheden, cirkler han omkring legen førend han lukkes ind. Dukkerne føder frikadeller og kæmper mod monstre og Kenta og pigerne klæder sig ud i lange kjoler og hatte. Til sidst slutter Kentas fodboldvenner sig også til udklædningskalasset og den lykkelige slutning indfinder sig, da Kenta planter en i krydset iført fuldt prinsesseornat.
Bogen er illustreret mesterligt af forfatteren.

Varför gråter pappan? (2011) af Kristina Murray Brodin handler om børnene Hamsa og Alvdis, der opdager en grædende far på en bænk. Nu er det store spørgsmål: Hvorfor græder han? Forskellige forslag flyver rundt, blandet med gedigen børnelogik, mens Alvdis mor reparer en bil og suser rundt på en ordentlig røvfuld motorcykel. Efter både at have gættet på cykelstyrt, tyveri og grædende spædbørn er svaret af glædelig karakter og bogen slutter med mange flere tårer.
Bogen er prægtigt illustreret af Bettina Johansson og er en af de bøger der har begejstret mig allermest i år.

Allan och Mike på promenad(2009) af Tora von Platen handler om Allan, der bliver afleveret i børnehaven af sin far og bliver rigtig ked af det da han går. Mike trøster ham og lover at være hans far henne i børnehaven. De leger far og baby og alt går godt indtil Evelina gerne vil lege med Mike. Alle tre bringes dog sammen af en barnevognsrelateret ulykke.
Bogen er herligt illustreret af Emili Svensson.

Jeg synes, med afsæt i mine egne erfaringer fra dagsinstitutioner og mødregrupper, at det er et yderst interessant felt og at det fortjener en god mængde opmærksomhed. Vanen tro er der flere bøger på svensk end dansk, der beskæftiger sig med emnet.
Jeg er muligvis blåøjet og naiv, og med fare for at påkalde mig hele queerparnassets vrede, vil jeg vove at påstå at køn og pædagogik oplever en stigende popularitet, mere som et udtryk for humanistisk uddannede forældres behov end for det reelle behov i institutionerne.

Sluttelig vil jeg anbefale bogen Ge ditt barn 100 möjligheter Istället för 2 (2009)af Kristina Henkel og Marie Tomicic, en bog henvendt til forældre og mennesker der arbejder med børn.

Reklamer

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Hjemmefronten og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

6 svar til En køn suppedas

  1. Katrine siger:

    Uuuh, jeg har sådan en vild lyst, hvergang jeg skuer en pink barnevogn med lyserøde bamser og flæser, at kigge ned og udbryde “Næh, en sød, lille dreng!!” Og når så moren og veninden forvirrende bekendtgør, at det naturligvis ER en pige, vil jeg svare, at “Åh undskyld, jeg bli’r altid så forvirret, når I bytter om på farverne! Rød er jo en krigerfarve, så lyserød har jo altid hørt til drenge. Og piger er sådan nogle rolige typer, så de får jo lyseblå om sig.”

    • potskilove siger:

      En veninde gjorde mig for nylig opmærksom på en artikel, som jeg selvføligelig har glemt hvor kan findes, om farvemode omkring forrige århundredeskiftet. Her var lyserød også en “drengefarve” og lyseblå en ditto pige. Synes dog ikke det helt løser noget, da det blot er andre farver, der skaber de samme fastlåste opfattelser. Men mægtig interessant. 🙂

  2. Vad roligt att läsa din recension av min och Bettinas bok Varför gråter pappan?

  3. Katrine siger:

    Præcis! 😉 Men det var nu også mest for forvirringens skyld.
    Jeg er glad for, at Junior (også) elsker sko, nederdele og lyserød – og ser Kongeriets Kager fremfor Disney Sjov.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s