Trækroner behængt med sildesalat

To skurvogne og en barak var udover mit hjem, rammen om de vigtigste steder i min barndom. I den ene skurvogn var der voksenbibliotek og i den anden børnebibliotek. Begge blev de bestyret af en energisk dame med moderigtig permanent i friske farver og Kirsten Siggaard- mellemrum mellem fortænderne. Tonerne af rødt i hendes tynde hår afslørede, at hun ikke var bibliotekar af uddannelse og mellemrummet, at hun var med på noderne.

Hun var samtidig min klasselærer i børnehaveklassen og berettede om alt fra personlige erfaringer med spontane aborter (hvilket affødte billeder, jeg bar med mig i mange år frem, af små børn der blev skyllet ud i toiletter), til hvor ubehageligt det var at dyrke gymnastik med BH på, hvorpå hun tog BHen af, for dernæst at konstatere at hun heller ikke kunne døje hvordan babserne hoppede rundt uden.

Ugentlig kørte vi hen til biblioteket og lånte bøger til hele familien, men mest til mig. Som jeg husker det, fik jeg lov at bruge, hvad der føltes som uanede mængder af tid på nøje udvælgelse af egnet læsestof for den kommende uge.

Sirligt blev udlånene noteret i kartoteket og på kortet bagerst i bøgerne, og dernæst stemplet med den på blyanten monterede anordning. Jeg begærede den blyant.

Samme blyant mestrede skolebibliotekaren på min skole. Hun havde til huse i en intermistisk barak, med enkeltglas i vinduerne og profilbrædder i loftet. Hun havde intet mellemrum eller nogen permanent, men i stedet tunge briller og var af væsen kommunefarvet. Under den evigt tilknappede uldne cardigan bankede et hjerte for bøgerne og for de få børn, der viste en vedvarende interesse, der strakte sig udover Troldepus-bøgerne.

Hurtigt fik jeg lov at bryde ti- bøger- hjemlånsreglen og kunne hvis jeg spurgte pænt få lov at blive låst ind på biblioteket i frikvarteret, for at sidde i fred og læse. Men jeg turde aldrig til min store fortrydelse, spørge om jeg måtte prøve den forjættede blyant.

Langsomt men sikkert fortærede jeg bibliotekets beholdning af bøger og snart stod det klart for fru B. og jeg selv, at jeg inden længe, ville have læst mig igennem de tilgængelige værker. En dag præsenterede hun mig for en bog fra magasinet, Den fantastiske professor Knopp (1967)af den svenske forfatter og illustrator Ulf Löfgren.
Det skulle blive starten på et langt venskab mellem Ulf og jeg.

Den fantastiske professor er i sandhed fantastisk. Han er hvad man kan kalde en polyhistor, han har haft en finger med i det meste og så er han en ualmindelig dygtig amatørdetektiv. Blandt hans bedrifter kan nævnes, at vinde den engelske cupfinale syv år i streg for Newsbridge FC, politisk ukrorrekt nedlæggelse af løver og opfinder af landingshjul indlejret i pontoner på flyvemaskiner.
På sine ældre dage har han for at få lidt fred og ro, slået sig ned i en villa, lige ved siden af Olle og Brittas hjem. De to børn bliver drevet af nysgerrighed og lidt kedsomhed rodet ind i en international kriminalsag, der involverer gentlemantyven doktor Maximal, den durkdrevne antikvitetsliga og flyvemaskinen Albert.

Bogen bar jeg med mig i erindringen og stor var min lykke den dag, da jeg i det nu hedengangne antikvariat på Værnedamsvej fandt et lydefrit eksemplar i en rodekasse til 10 kroner.

Siden er jeg faldet over mange andre af Löfgrens bøger og over hvor detaljerige og smukke illustrationerne er. Særligt er hans træer fra 60’ erne og 70 ’erne værd at hæfte sig ved, da de er et sindrigt sammensurium af krummelurer, medaljer og blomsterformer. Resultatet er et vanvittigt flot mønster, der fattigt kan beskrives med det noget udvandede ord ”retro”, men ikke desto mindre er det præcis hvad de fleste vil tænke, når de ser en löfgrensk trækrone behængt med sildesalat. For eksempel se link i kommentarfelt.

Mange vil muligvis kende hans billedbøger for de allermindste om kaninen Ludvig eller for de lidt større børn serien om drenge Albin, der placeres i en mængde forskellige kontekster og situationer.

Jeg sender en venlig og varm tanke til Fru B. for bekendtskabet og til Ulf Löfgren, der døde i mandags, 79 år gammel. Tak for stregerne.

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Døden og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Trækroner behængt med sildesalat

  1. potskilove siger:

    Eksempel kan ses her.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s