Forandring, frygt og buschaufførens visdom

Jeg er ikke god til forandringer. Jeg er mere typen der kan lide, at alt er som det plejer og gerne for evigt.

Af samme grund: ligger bestikket præcis som i mit barndomshjem, blandes pandekagedejen i en bestemt rækkefølge, græder jeg når min mor og far skiller sig af med deres bil, har jeg tre ens kaffekværne(således at den ene kan afløse den anden ved sammenbrud), sidder jeg på sjette år på den samme læseplads, har jeg en detaljeret og ufravigelig plan for hele december måned etc.

Jeg har heller aldrig haft udlængsel, ikke engang i 1997 da jeg blev student. Det var der ellers meget af. Hvis det ikke involverede en interrailbillet eller et kibutzophold, så var det egentlig ikke værd at tale om, drømme – wise forstås.

Og ud rejste de, alle de andre, og tog på højskoler og fik nye venner og lærte alt muligt om sig selv og om agrikultur(både konventionelt og økologisk/biodynamisk).
Da de første satte ud gik hjertet lidt i stykker. Det er ikke for galt at kalde det en art hjertesorg, den hjertesorg man kun kan føle de tre somre fra det 16.-18. år, hvor bryster støder til og venner falder fra.

Som tiden gik og de første blev de sidste, havde jeg også lært en del, mest om de faser mine venner skulle gennemgå inden vi igen kunne lave aftaler, hvor mødetider blev overholdt.

Min selvrealisering foregik på det forreste sæde i bus 141, morgnen efter jeg var blevet student. Som jeg sad der, stadig fuld, med huen på sned, virkede verden åben og jeg faldt i snak med buschaufføren, Steen(en prægtig mand, der af og til standsede bussen for at plukke syrener), der kunne fortælle at det i disse dage var 40 år siden han var blevet student. Ja, så havde han jo fået et sommerferie job hos en vognmand og det havde gjort ham glad, så…
Og dér, i den skarpe morgensol, lærte jeg lidt om betydningen af at være glad for det man laver, men det er et sidespring.

Tilbage til følelsen af at miste nogen man holder af, om end kun for et øjeblik, indtil man opdager at de stadig er der. Den er nemlig dette indlægs clue.

Kim Fupz Aakeson har skrevet Drengen der lå i sin seng, mens hans far og damefrisøren så på. Werner bor sammen med sin far og farens nye kone, damefrisøren. Werners mor er død og Werner savner hende. Heldigvis besøger han hende i Drømmeland. Her er intet umuligt og man kan være, og gøre lige hvad man vil. Man kan være en karrusel, råbe tissemand, og slå smut med tallerkner. Men virkeligheden har det med at trænge sig på og Werner må til sidst acceptere at virkeligheden i grunden ikke er helt så forfærdelig og at det er muligt i fællesskab at mindes moren, uden Drømmelands fantastiske elementer.
Cato Thau-Jensen har illustreret overdådigt.

Kim Fupz Aakeson har også skrevet serien om drengen Vitello, der bor med mor i huset ved Ringvejen. Der spiser de spaghetti med riveost og af og til drikker mor et par glas vin og bliver lidt sentimental a la Se Venedig og dø. Den tosomhed har været uforstyrret indtil bind 12, hvor Vitello skal have en papfar. Ved et uheld rammer Vitellos bold naboen Gregers vindue og dette skal vise sig at blive fatalt. Det knuste vindue leder nemlig til kontakt mellem Gregers og mor, hvilket igen leder til middag og våde kys.
Vitello er vrangvillig og kun med den hemmelige kæreste, Kammas, mellemkomst ender historien (måske?) lykkeligt.
Alle bøgerne om Vitello er illustreret af Niels Bo Bojesen i en streg der yder en seksårig spradebasse ret.

Pija Lindenbaum har skrevet Lille-Laudrup og den bedste onkel. Lille-Laudrup hedder egentlig Ella. Hun skal være hos sin mormor mens hendes forældre er på Mallorca, men helst vil hun være sammen med sin onkel Tommy. Tommy er altid sjov, han er ikke så god til fodbold, men til gengæld er han god til at farve hår, rejse, spise sushi og gå på cafe. Det gør de så i stor stil, indtil den dag hvor Ryan fra dobbelt ”a” pludselig sidder i køkkenet, bare sådan uden videre. Lille- Laudrup behøver ikke engang at lære ham at kende, førend hun ved, hun ikke kan lide ham. Derfor beslutter hun sig for at ignorere hans tilstedeværelse. Men det er svært, især fordi han er der hele tiden. Pludselig vil onkel Tommy hellere have osterejer i stedet for løgchips og det hele er rent ud sagt noget hø. I nødens stund viser det sig dog heldigvis, at Ryan er en ok fyr, der endda er god til fodbold.

Her små 15 år senere ser jeg hver dag en Ditos bus på Borgbjergsvej og så sender jeg Steen en kjærlig tanke. I kan gøre det samme når I læser de gode bøger.

Reklamer

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Hjemmefronten og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Forandring, frygt og buschaufførens visdom

  1. tripola siger:

    Bliver simpelthen så glad for dine blogindlæg. Og også lidt nostalgisk. Steen var en glimrende buschauffør.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s