Carlsberg-præparatet, kanon og kalkmalerier for børn.

Vestsjælland har mange mangler, men kirker smækfulde af kalkmalerier er ikke en af dem. I selv de mindste flækker findes det ene skatkammer efter det andet, gemt og glemt af de fleste. Det synes jeg, er en stor skam.

Jeg er opvokset i denne kulturøsters, der vuggende på bunden af et dybt plumret hav af indavl, Lammefjordskartofler og overførselsindkomster, lyste gevaldigt op.

En spytklat fra hjemmet kunne jeg gå ind i Sønder Jernløse kirke og se et pragteksempel på romansk kirkeudsmykning(1080-1280), endda med en for Danmark unik skildring af Kristus som verdensdommer, lysende den byzantinske velsignelse over menigheden, med en bogrulle og ikke den traditionelle bog i hånden.

To spytklatter væk lå Tuse kirke, med en udsmykning af Isefjordsværkstedet, der må være ækvivalenten til en whole car for en graffitimaler. Hvælvene er rigt dekoreret og malerierne er utrolig velbevarede. Det er her man finder klassikere som kvinde med blottet bag, der tappes af djævle ved hjælp af en spuns og Jesu første skoledag.

En ordentlig grønthakker længere væk finder man i Undløse, ved siden af Grillbassen og byens halve hal(hvor jeg for år tilbage gjorde det lidt i musical og Piri-Piri), en del af den danske kulturkanon – Opstandelsen. Den og resten af kirkens udsmykning er udført af Unionsmesteren i årene 1425-50.

Det er et utrolig interessant billedprogram, der blandt andet viser motiver kraftigt inspireret af den hellige Birgitta af Vadstenas visioner og herlige grotesker, så som fulderikken, der brækker sig i ølkrus og knægt med kæmpe, fallisk sværd.
Mine favoritter er dog de dæmoniske dyr, der mest af alt minder om karakterer fra Maurice Sendaks Where the wild things are.

Dæmoniske dyr i Undløse kirke


Desværre blev malerierne i 1920’erne restaureret med det såkaldte Carlsberg-præparat, der havde den uheldige evne, at det forhindrede det behandlede område i at ånde og derfor holdt på fugten. Resultatet var meget mørke og gnidrede billeder.
I følge den lokale graver har kirken heldigvis fundet midler til at udbedre skaderne, og en forsmag kan allerede nu ses i kirkerummet, hvor en del af Marias tilbedelse af Jesusbarnet er blevet reddet.

I bogen Albert Målare och sommaren i Härkeberga af Sonja Hulth, skildres en af Sveriges ypperste kalkmalere Albertus Pictor. I populærkulturen vel nok mest kendt fra filmen Det syvende segl af Bergman, hvor Albert Maler i Täby kirke, som et ekko af filmens tema, er i gang med at male et memento mori motiv forestillende Døden, der spiller skak med en ridder.
Anderledes fredeligt går det for sig i Albert Målare och sommaren i Härkeberga. Her følger læseren drengen Knut, der bliver malerlærling hos kendiskalkmaleren Pictor. Over en sommer udsmykker de kirken i Härkeberga med overdådige bibelske motiver, mens menigheden spændt venter på at få resultatet at se.
Bogen er illustreret af Fibben Hald og er en blanding af de originale kalkmalerier og almindelige illustrationer.

Peter Maltha, Birgit Pedersen og Finn Lykke Schmidt har tegnet og skrevet Hvad tror du? En børnebog om kalkmalerier.
Jeg bliver jo glad når nogen påtager sig opgaven at formidle kalkmalerier til børn, men hvad skal alle de mus til for? Som om børn ikke kan læse en bog uden en eller anden lille Disney-gimmick? Den forsonende part er, at forordet er skrevet af nyligt afdøde Axel Bolvig, dansk kalkmaleriverdensmester og open source – entusiast.
I kirken går to mus på opdagelse, de ser på udsmykningen og giver deres bud på hvad de tror de ser, og så kan læserne derefter give deres besyv med. En helt igennem god ide, der for så vidt også fungerer i praksis. Jeg bliver dog stadig voldsomt irriteret over de der mus.
Motiverne er plukket fra forskellige kirker og læseren får dem serveret i teologisk kronologisk rækkefølge, fra skabelsen til dommedag.
Ideelt ville det være at bruge bogen som en børnependant til Politikens Jeg ser på kalkmalerier.

God sol i møllen og som Axel Bolvig siger i forordet ”Lad de hellige skikkelser svæve levende og muntert.”

Reklamer

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Kalkmalerier og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Carlsberg-præparatet, kanon og kalkmalerier for børn.

  1. tripola siger:

    Hjemegnens billedrigdom godt beskrevet. Får helt lyst til at tage derud igen på tur! Og fedt at svenskerne har skrevet børnebøger om kalkmalerier, trods mus.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s