Det sørgeligste cirkus i byen.

Jeg har aldrig været begejstret for cirkus, muligvis fordi mine erfaringer længe knyttede sig til udflugter tværs over en kuperet græsplæne med alle Kikhøjs kørestolsbruger, til det nærliggende Cirkus Kæphøj. Der var og er som sådan intet i vejen med nævnte cirkus, der er et fritidstilbud til børn og unge i Holbæk Kommune. Problemet knytter sig nok nærmere til Kikhøj-delen.

Da jeg var barn arbejde min mor som pædagog på en døgninstitution for udviklingshæmmede og mange, mange af min barndoms minder relaterer sig til dette sted, for det var en anden tid hvor man sagtens kunne tage sit eget barn med på en uges koloni til Samsø(ja, dengang kunne man bare sådan lige tage på koloni…), eller i svømmehallen eller i cirkus.

Og jeg er ikke i tvivl om at det har været gavnligt for mig at se, at alle mennesker ikke er ens, men stadig lige gode. Noget jeg den dag i dag skatter højt. Men jeg var også bare et barn, der gerne ville opleve ting uden at følges med folk i læderhjelm og staveplade. Og så var jeg misundelig på min mors ”andet” barn, Susanne, der var supersej og kunne tegnsprog. Dybest set ville jeg vel egentlig bare have min mor for mig selv.

Det andet cirkus som jeg husker fra min barndom, lå i Tivoli. Det var et loppecirkus. En uskøn blanding af dyrplageri og en fuldstændig plan spændingskurve, lige til at tage toppen af al Tivoliadrenalinen, der susede i barnekroppen.
At komme i Tivoli var noget særligt, for mine forældre havde ikke særligt mange penge… og vintrene var kolde og hårde og vi havde ikke andet end en las at tage på kroppene. Men vi var lige glade nok for det såmænd.
Kanske det lunede at se, at lopperne i Tivoli levede under mere kummerlige kår end os? Vi stod i alt fald der og trykkede snotnæserne flade mod de popcorn- og candyflossfedtede ruder, i håb om at se et enkelt af de livstrætte dyr rykke i den bette guldkaret eller få minitrapezen til at svinge, men det skete aldrig. Aldrig!

Pludselig var det væk cirkuset(og det er vel i grundet det tætteste det kom på nogensinde at have været et rigtigt cirkus) og som sådan savner jeg det ikke. Men det var en kuriositet, lidt som dyrskuer og østeuropæiske pornoblade fra 70’ erne. Noget tiden bare rendte fra, men som man stadig gemmer et særligt sted i hjertet.

Og hvad skal al den loppesnak så til for? Jo, ser du, dagens tema er lus, lopper og en smule fnat.

Jeg kunne nøjes med en bog, nemlig Lus og lopper af Lars – Henrik Olsen fra 1978. Her møder vi børnene Anders og Anne og deres forældre Ulla og Flemming. Historien er spundet omkring en død mus og de dyr der lever i det døde dyr, parasitterne. Herefter følger en faktuel og grundig gennemgang af alskens snyltere, fra den almindelige hovedlus, over væggelus, til fladlus. Endelig bliver der også lige plads til at komme omkring lægeiglen, hvis egenskaber forfatteren stiller sig tvivlende overfor.
Bogen er opbyget således af der på venstre opslag er fakta om dyret og på højre er en tegneserieillustration, der vise familien samtale omkring parasitten.
Sluttelig opsummeres det gennemgåede for læseren og det sidste afsnit konkluderer ”Det er godt, vi lever nu og ikke i gamle dage.”, og det er jo svært ikke at være enig i.
Bogen er illustreret af Jesper Tom-Petersen.

Idas familie – Den birkes har ben af Per Schultz har jeg i et tidligere indlæg været omkring. Vi møder Idas familie, der består af fire: far, mor, Karl og Ida. Og vi følger hvorledes kløen spreder sig i det lille hjem, mens mistanken om lusens ejermand springer fra katteryg til hovedbund. Undervejs bliver sagesløse smidt på porten og andre bliver skamklippet, men alt ender heldigvis godt og skummende.
Serien er illustreret af Dorte Karrebæk.

I 00’ erne blev det tid til at se det hele fra lusenes synsvinkel. I menneskets hårrede udspiller sig dramaer på liv og død. Kjærligheden findes og ynglen mistes, men mindet om originalerne: Lusen Luske , Lise Lus og Luse-Lars lever videre i form af børnebørn og oldebørn i hovedbunden på uheldige voksne og børn.

I Lusen Luske af Astrid Iversen møder læseren Luske, der har travlt med at lægge æg og drikke blod. Hendes anstrengelser bærer frugt, og så rigeligt af den endda! Snart er der nok klækkede luseæg til at befolke et mindre land, eller i alt fald en hel families hovedbunde. Den stakkels familie prøver i flere omgange at komme de ubudne gæster til livs med både tættekam og shampoo, med varierende held. Imens prøver Luske at redde sine unger, men de barske realiteter serveres for læseren: det er ikke alle der klarer den…
Bogen er overdådigt illustreret af Lillian Brøgger, hvis virksomhed vidner om et af de mest interessante stilskift hos en dansk illustrator fra 70’ erne til nu. Prøv selv at tjekke Lindas mor er buschauffør ud( af Bodil Bredsdorff) og sammenlign med Lusen Luske. Det er mageløst at der er tale om den samme illustrator.

Lise Lus og Luse-Lars af Katrine Marie Guldager skildrer i bedste Karius og Baktus-stil hvorledes den forelsket Lise og den udkårne Lars slår sig ned i Sigrids vidundermanke. De bygger hus, holder avis og drikker blodsjusser. Og så får de selvfølgelig et hav af unger…hele tiden! I en syndflod af bibelske dimensioner skylles kærligheden dog ud med badevandet og Lars og Lise sejler bort på et hårstrå, med ordene ”Lus finder altid et nyt sted at bo.”
Den fremragende Cato Thau-Jensen har illustreret i prægtige, levende farver. Han kan om nogen få en cowboystøvle til at fremstå klædelig om det som i dette tilfælde drejer sig om en lus eller om Jesus ved bespisningsunderet(puslespil for Bibelselskabet).

Nyd lusene i selskab med en du holder af og sendt mig en kjærlig tanke, når det begynder at klø.

Reklamer

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i husdyr og tagget , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Det sørgeligste cirkus i byen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s