Når hjemme ikke er bedst.

Efter jeg er blevet mor, har jeg opdaget at noget er forandret. Ikke alene går mine led i stykker for et godt ord, men jeg er også blevet umanerlig tudevorn og hypermodtagelig for frygtelige historier om børn, der kommer til skade eller bliver vanrøgtet. Og dermed ikke sagt at jeg var en kold skid tidligere, der var fuldstændig ligeglad med at børn druknede i havebassiner eller blev efterlad i låste værelser mens deres forældre var på druk, men jeg havde et filter, der afholdt mig fra at bryde ud i gråd hver gang jeg faldt over sådan en historie.

Der havde været små tegn, men det endegyldige bevis indfandt sig da Holger blev væk. Jeg kunne have forsvoret, at den slags ville berøre mig på et rent personligt plan, men måtte konstatere, at det gjorde ondt langt ind i sjælen og at jeg genuint var bekymret for en vildt fremmed lille drengs velbefindende, i en sådan grad at min søvn blev forstyrret, og at diverse nyhedssider på nettet blev tjekket alt for hyppigt.

Først slog jeg det hen som en hormonel ubalance, men nu er der efterhånden gået så lang tid, at jeg er begyndt at affinde mig med situationen.
Hulk der førhen var forbeholdt særlige afsnit af Ekstrem hjemmeservice, Sporløs og store patosfyldte sportsrelaterede øjeblikke(fx Cathy Freemans 400m, Sidney, 2000) kan nu komme snigende ved et kig på Politikens eller DRs hjemmeside.

I forbindelse med udvælgelse af bøgerne til dette indlæg måtte jeg med skam sande, at min tilstand åbenbart ikke begrænser sig til faktuelle hændelser, men også inkluderede de fiktive.
Så her følger en tårevæddet gennemgang af bøger, der handler om børn der lever i og med dysfunktionelle familier.

Inger Thormanns bøger om brødrene Thomas og Peter, Hvor bli’ r du af mor?(1991) og Thomas og Peter kommer i plejefamilie(1997), bærer tydeligt præg af at være henvendt til voksne, der arbejder med anbragte børn. Den fortæller om svigt, reaktionsmønstre og hensigtsmæssige handlingsstrategier i arbejdet med børn, der har oplevet at skulle fjernes fra hjemmet, men i form af en billedbog. Dette betyder at bogen reelt har en dobbelt funktion og både kan anvendes som ovenfor beskrevet, men også kan fungere som helt almindelig oplæsningsbog, der (forhåbentlig)spejler barnets erfarede virkelighed i forbindelse med anbringelsen.
Bøgerne er illustreret i mættede fede farver, med masser af natur og runde former af Richardt Branderup.

Jeg savner min mor(1986) af Tove Johansen handler også om anbragte børn. Vi følger drengen Tore og hans møde med børnehjemmet, de andre børn og en verden der er ubærlig forskellig fra hjemmet og mors trygge favn. Tores mor har stjålet fra Porcelænsfabrikken hvor hun gør rent og skal derfor i fængsel og imens skal Tore bo på børnehjemmet. Han møder pigen Sussi, hvis mor er psykisk syg og kun kan græde og ryge cigaretter. De to kæmper om den voksne, Kirstens, opmærksomhed og omsorg, men de finder også en trøst i hinanden.
Bogen er illustreret prægtigt i sort/hvid af Dorte Karrebæk.

Samme Dorte Karrebæk har skrevet bogen Pigen der var go’ til mange ting(1996) der, som titlen indikerer, handler om en piger der er god til mange ting. Det burde jo egentlig være en glimrende ting, men som man kommer ind i teksten og illustrationerne, får læseren øjnene op for, at pigen er god til mange ting fordi hendes forældre ikke dur til noget som helst. Det eneste de er dygtige til er ”at være længe oppe om natten…”
Pigen skal derfor sørge for, at hjemmet hænger sammen, og har ikke tid til at komme i skole, eller til at være barn.
Men med en af danske børnebøgers mest berømmede sentenser ”Alle børn flytter hjemmefra før eller siden. Pigen flyttede før.”, bryder pigen endelig ud af sin families destruktive rammer og finder sig et godt sted at være.
Forfatteren har selv illustreret bogen noget så fremragende.

Den meget tørstige mor (2005) af Louis Jensen handler om en dreng, hvis alkoholiserede mor binder ham fast til sengen med en sele hver aften, inden hun selv går på druk. Men drenge har fundet ud af hvordan han kan rejse sig og gå omkring med sengen på ryggen. En aften går han ud i verden for at finde sin mor og på sin vej møder han masser af fugle, fisk og blomster, der alle ønsker ham det godt. Sammen hjælper de drengen med sengen, med en noget utraditionel, men effektiv intervention.
Illustrationerne er af den mageløse Cato Thau-Jensen, der kan male en nat så det batter.

Vi slutter med en bog om vold i hjemmet. En historie om vokseværk af Kim Fupz Aakeson(2006) handler om en familie, far, mor og drengen Per, der plages noget så grusomt af fars vokseværk. Hans hænder bliver store og grove og rammer skabe, smadrer lamper, og slår mor og Per. Mor og Per prøver at lade ham være i fred, at være stille, for det er jo ikke rart at have vokseværk. Far vokser og vokser og fylder til sidst hele huset, endda helt ind på Pers værelse. Per overtaler til sidst sin mor til at flygte ud af huset, hvor far har fuldendt sin metamorfose fra far til drage.
Farens forvandling er fabelagtigt illustreret af Lillian Brøgger, der på bogens sidste side, bogstavelig talt får lov til at folde sig helt ud.

Jeg pakker kleenexen væk for nu og pudser efter en sidste gang. Jeg håber nogen kan få nytte af denne overordnede gennemgang og jeg modtager, som altid gerne tips om andre bøger med samme tematik.

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Hjemmefronten og tagget , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s