Byfestens perle.

Da jeg var barn i fattigfirserne, kørte vi med jævne mellemrum til Eskebjerg. Der sad min søster og jeg så på bagsædet af Daihatsuen og ventede, mens mor og far købte knaldbilligt kød hos slagteren.
Mens mine forældre fyldte bagagerummet med kødfulde flamingokasser til tonerne af Like a Virgin, drømte jeg ikke om at Eskebjerg 30 år senere, skulle danne rammen om en litterær lyksalighed af de helt store.

Sidste weekend var det mig, der parkerede bilen, nu en Audi(og stadig mine forældres), på en stubbemark lidt udenfor byskiltet i Eskebjerg. Kæresten, barnet og jeg var på kompensationsophold i det vestsjællandske, fordi vores ferie var druknet i sygdom, dårlig stemning og ditto vejr et par uger tidligere. Og så var vi blevet enige om at man da skulle være et skarn om man ikke lige smuttede en tur til byfest i Eskebjerg.

Hovedgaden var spærret og der var balloner, spejdere og ivrige loppister, der solgte alt fra en speedbåd til en hamster (sidstnævnte for 20 kr. og i samme bod). Kæresten og jeg er habile loppegængere og var oven på en regnfuld sommer godt sultne efter det gode køb. Og midt i al folkefesten og koteletsandwichene stod det lokale biblioteks bod. Bordet var mestendels fuld af kummerlig litteratur, og mine øjne begyndte at blive modløse, da jeg nederst i en bunke så Dorte Karrebæks karakteristiske skrift Idas Familie- Den birkes har ben. Bogen jeg havde ledt efter i seks år, lå der i Eskebjerg til en flad femmer! Min samling var endelig fuldendt.

Med bankende hjerte gik jeg ind til den aldrene bibliotekar, sagde jeg gerne ville købe bogen og rakte hende en 500 – kroneseddel. ”Desværre”, sagde hun, ”Jeg havde vel ikke mindre?” Jeg blev bogstavelig talt bleg. Og en frygtelig hændelse to år tidligere på Brønshøj bibliotek, blev pludselig forfærdelig præsent. Dengang måtte jeg slukøret, aflevere selv samme titel, da den ved en fejl var havnet på ”til salg” bordet. Jeg skottede ind mod den demonstrativt mørklagte Dagli’ Brugs og tænkte, at jeg sgu havde fortjent bedre, da en frelsende engel stak hovedet frem fra baglokalet. Mens hun dykkede i mavebæltet, sagde hun ”Den får du sgu af mig!”

Opfyldt af tro på menneskeheden indtog vi en is, og jeg tænkte på hvor uventet det i grunden var, at sommeren for mig, skulle peake til en byfest i Eskebjerg.

Bøgerne om Idas Familie er skrevet af Per Schultz, der også har skrevet manuskriptet til tv-serien Nana. Lighederne mellem de to er tydelig. Serien består af fem titler og er, som det antydes, centreret rundt om pigen Ida og hendes familie. Som i tv-serien Nana, spiller faren ofte en komisk hovedrolle, hvilket så afgjort er bøgernes force. Han er postulerende, bedrevidende, pinlig helt ind til benet og barnagtig insisterende. Altså lige præcis den type man gerne vil se slæbt gennem sølet, når det gang på gang viser sig han tager fejl.
De kendte flash backs fra Nana, forekommer også i bogen Idas Familie- Den birkes har ben , hvor moren mindes pigen Luse – Marie og sin skoletid, der efter illustrationerne at dømme var engang i 30’ erne.

Serien er illustreret i sort/hvid af Dorte Karrebæk, og hun formår at lave tegninger der komplimenterer teksten på en sådan måde at både børn og voksne føler sig underholdt. Dette er fx tilfældet i Idas Familie – Da Idas far var sol, hvor Idas far har fået den ide, at han skal interessere sig for, hvad hans børn laver. Han tager derfor med Ida i børnehave, hvor han betages af den unge pædagog, og i sin tankeboble gramser på hendes yndige, nøgne bagdel.

Eller da de voksne også lyver sig syge i Idas Familie – Feber skal man ikke spøge med! Her kan vi i Ida og storebror Karls tankebobler se, hvad de tror, er grunden til den pludselige sygdom (forsømt arbejde på grund af kissenmissen).

Som altid, fristes jeg næsten til at sige, er der guld at hente i danske børnebøger fra 80’ erne. Der var en befriende stemning og hverken forfatter eller illustrator var endnu ramt af politisk korrekthed, hvilket betød masser af cigaretter, spiritus og nøgne mennesker. Muligvis også noget med at bande og måske endda behandle et dyr eller to lidt hårdhændet. Kort sagt et mere repræsentativt billede af hvordan livet var og er skruet sammen, end det vi nu får præsenteret i forskellige prinsesse- og krigerbøger.

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Hjemmefronten og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s