Dynamiske duoer – part I Knud og Carlo.

Det var sluthalvfemserne og jeg gik i gymnasiet. Det var en tid med mange forvirrende signaler og alt for mange teenagere der prøvede at knække sociale koder, samlet på et sted. Der var nogle der festede og kørte knallert(jeg er fra vestsjælland, så jo det var der), der var de påtagede excentrikere, fodboldpigerne i h2o klip-klappere og fald- ned- strømper og dem der prøvede at gøre så lidt væsen af sig som overhovedet muligt.  

Jeg prøvede mig som alle andre frem, men i stedet for at eksperimentere med stoffer eller finsprit eksperimenterede jeg med litteratur – underlødig litteratur endda.

Jeg ved ikke helt hvordan eller hvornår jeg endt med en Jan- bog i hånden, men det må have været på et tidspunkt i 2.g og i de næste mange år forlod de aldrig min taske(Puk fængede aldrig i samme grad). Set med voksne øjne har det helt sikkert været en banal modreaktion på det at skulle være voksen for enhver pris. Det farlige ved at skulle forlade en kendt tilstand til fordel for en ukendt etc. Men det har også været et møde med et univers der aldrig ændrede sig, hvor alt var i faste rammer uden ubehagelige overraskelser og hvor de gode og onde var 100% hvad de gav sig ud for at være. Alt sammen en skærende kontrast til gymnasiekulturen, hvor popularitet og status ændrede sig alt efter hvem Pelle nu havde knaldet og hvem Emily krammede ved cacaoautomaten.

Ah, en sikker havn de var, herrerne Meister og Andersen.

Carlo og Knud var over tre årtier de måske mest produktive forfattere i Danmark.  I 40’ erne, 50’ erne og 60’ erne var de ”da shit” inden for serierbøger. Over en periode på 22 år udgav de ikke mindre end 81 bind for drenge og under pseudonym Lisbeth Werner 58 bøger for piger(Ja, dengang var man heller ikke bange for segration. Man kan i øvrigt læse mere om ikkekønnet litteratur for børn her…https://potskilove.wordpress.com/2011/06/29/regnbuefamilier-i-bornelitteraturen/).

Jan og Puk var sællerter, måske fordi de blev betragtet som opbyggelig litteratur. Ofte var der bag på bøgerne anbefalinger fra præster og politibetjente, solide samfundstøtter med fuldskæg og en forkjærlighed for piberygning.

Indholdet i disse bøger er af vekslende karakter, men som med meget andet serielitteratur gælder det også her at kvalitet ikke står mål med kvantitet. Der er en fast ramme inden for hvilken dramaet udspiller sig, gerne bygget op om en ferie, altså en legitim undskyldning for at fjante omkring og løse kriminalgåder.

Jan vil typisk af vanvare falde over en uhæderlighed af den ene eller anden art, smuglere er altid godt, som han ifølge sit meget fint afstemte moralske kompas(hans far er kriminalkommisær) er nødt til at undersøge. Der vil være et dramatisk højdepunkt hvor det er dreng mod voksen skurk, evt. en tilfangetagelse, og endelig vil der være udredningen af mysteriet, gerne motiverende adspurgt af faderen, der grundet sit arbejde nærer en sund interesse i sønnens bedrifter(moderen er en værre pylrefims, der tænker på ting som, kan det være farligt? osv.)

Jan er ofte sekunderet af sin ven ”Tykke”, der er god nok på bunden, men som qua sin overvægt har snerten af kujonagtige træk fx tosseting som frygten for at blive opdaget af skurkene.

Jan er en klassisk do’ er, der ikke sidder og venter på at ting går i sig selv, men til gengæld hader han at få ros for sine bedrifter, hvilket gør de sidste 5 sider i hver bog uudholdelige for læser såvel som Jan.

Jeg havde måske problemer med at navigerer i min komplicerede gymnasieverden, men heldigvis for Jan lever han i en simplere tid. Skurkene har skægstubbe, tygger skrå eller ryger cigaretter. De er usoignerede at se på og så taler de gerne grimt. Deres hobby er: krybskytteri, smugleri og at slå på tæven.

De gode er til gengæld piberygere, godsejere, pro-amerikanske(bare se omslaget rødt-hvidt og blåt) hjertelige mod friske drenge og ikke blege for at lægge skov eller klit til en teenage mystery tour.

Jeg tror mit forhold til Jan bøgerne er som mange andre fikse ideer- det er blevet til en stædig kjærlighed. Og selvom jeg kan tage mig selv i at øve den styggeste dobbeltmoral når jeg selv rynker på næsen af nye seriebøger som fx Søren Skoleost, synes jeg at Jan bøgerne er noget andet. De er et tidsbillede, der beretter unuanceret om en tid hvor ”atombombe” var et positivt ladet slang om noget der var fedt, om kønsroller og ikke mindst menneskesyn. Dette gør dem for mig som voksen, udover nostalgien, værdifulde.

Som et kuriosum kan anbefales at læse bøgerne i serien der handler om Jans verdensomsejling. Her strør forfatterne om sig med koleriske skildringer af ”fremmede”(Ordet haleneger er forståeligt nok ikke kommet med i de senere genoptryk).

Om potskilove

Mit navn er Charlotte. Jeg drikker spandevis af kaffe mens jeg læser børnebøger og kigger på kalkmalerier. Engang skrev jeg et speciale. Det handlede om synd og død, tudser og fortabelse. Og så selvfølgelig om bod. Det var tider. Jeg er kæreste og mor, vittig og spids, eminent til krydsord og skidedårlig til at tabe. Jeg synes at kærlighed burde staves "kjærlighed" og at "majonæse" er et skråplan. Velkommen indenfor.
Dette indlæg blev udgivet i Forfatterskab, Uncategorized og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s